Monday 26 March 2012

Talentmandag, 6

Sæsonen er desværre slut for Frederik Andersen efter at Brynäs vand kvartfinalen over Frölunda med 4-2. Frölunda fik ellers, med en pragtpræstation af Frederik Andersen, reduceret til 3-2 i matchens femte kamp. Frederik var kampens helt store spiller for Frölunda, da han snuppede 36 ud af 37 mulige forsøg, og så var de 2 mål som blev scoret i den anden ende nok.
Matchens sjette kamp endte ligesom den tredje kamp 3-3, og igen var det Brynäs som trak det længste strå i overtiden, og afgjorde matchen.
Det skal også lige nævnes at Morten Madsen og MODO også røg ud i kvartfinalerne. Morten sluttede sæsonen med 11 mål og 5 assists.

Nicklas Jensen og Oshawa møder topseedede Niagara IceDogs, og det ser ud til at være en lidt for stor mundfuld. Første kamp endte 8-2 til Niagara - Nicklas jensen fik ikke point - mens anden kamp var næsten lige så ensidig, med slutresultatet 6-1 til Niagara. Fra dansk side kan vi dog glæde os over at Nicklas Jensen fik en assist på Oshawas enlige mål. I tredje kamp fik Oshawa dog vendt skuden, og på trods af at skudstatistikken sagde 50-34 i Niagaras favør, endte det med en sejr på 6-4 til Oshawa.

Forrige uge tabte Oliver Lauridsen og Adirondack Phantoms alle tre kampe de spillede, men risikoen for ikke at komme med i slutspillet må have vækket Adirondackspillerne, for i denne weekend var det et totalt forandret hold. Fredag blev det til en 1-0-sejr over Wilkes-Barre/Scranton, og lørdag blev Springfield slået med 3-1. Oliver Lauridsen fik en assist på Adirondacks første mål. Søndag kunne en god weekend så krones med en 5-4-sejr over Binghamton, og igen havde Oliver næstsidste berøring på et af Adirondacks mål.
De gode resultater betyder at Adirondack nu blot er 2 point fra ottendepladsen, som giver adgang til slutspillet. Der er dog hele seks hold som har 4 point eller færre op til ottendepladsen, så der bliver ualmindelig hård kamp om det i de sidste 3 uger af sæsonen.

I den hjemlige liga vandt Herning, med Thomas Spelling og brødrene Björkstrand, semifinalen, og skal nu møde Odense i finalen. Tirsdag fik SønderjyskE reduceret til 2-1 i kampe med en 2-0-sejr men både i torsdagens og lørdagens kamp var det Herning som snuppede sejren, begge gange med slutcifrene 2-1. Thomas Spelling og Patrick Björkstrand fik begge en assist i lørdagens kamp.

Til slut skal vi også lige have med at truppen til U18 VM netop er blevet udtaget. Vi følger naturligvis de yngste løver når VM går i gang.

No comments:

Post a Comment