Tuesday 30 October 2012

Danskere i Finland

Ja, så er der snart fuldt hus i Finland. Lars Eller (JYP Jyväskylä) og Jannik Hansen (Tampere) har netop sluttet sig til de tre danskere som allerede er i den finske liga, og det er således kun Peter Regin som ikke har taget turen nordpå. Alt andet lige så gør det det hele nemmer for mig at de danske spillere stort set er samlet i en liga, selvom mit finske er noget rustent :-)
Eftersom NHL-sæsonen nu er aflyst indtil slutningen af november, så er der god tid til at få frisket det op...

Lukko, med de tre musketerer på holdet, spillede to kampe i den forgangne uge. Torsdag blev det til en 2-1-sejr over KalPa - dog uden at nogen af danskerne kom på tavlen - mens det lørdag blev til et nederlag på 4-2 til Kärpät. Her fik både Mikkel Bødker og Frans Nielsen dog vist deres evner med en enkelt assist hver. Lukko ligger fortsat på tiendepladsen.

I Schweiz har Peter Regin og SC Langenthal også spillet 2 kampe i denne uge. Fredag tabte de 2-1 til EHC Olten, uden at Peter Regin fik point. Han fik dog taget revanche i søndagens kamp mod HC Thurgau, hvor det blev til et mål og 2 assists. Kampen endte da også med en sikker 5-3-sejr til Langenthal.

I Sverige fik Nicklas Jensen ikke scoret i AIK's to kampe, men de 11 point han er noteret for holder ham stadig i den pæne ende af pointtabellen.

Fredag løb Adirondack og Oliver Lauridsen ind i en ordentlig øretæve, med et 5-1-nederlag til Albany, og det betød at flere af Adirondacks spillere - deriblandt Oliver - blev sat af holdet til lørdagens kamp mod Rochester. Det hjalp dog ikke, for det blev til endnu et stort nederlag, denne gang på 6-2. Heller ikke i søndagens kamp var Oliver med, og her var der endelig lidt succes - en sejr på 4-3 over Syracuse.

Fredag started Frederik Andersen i målet for Norfolk mod St. John's, og selvom han gjorde det godt, med 3 mål på 43 forsøg, så kunne han ikke forhindre Norfolks første nederlag i sæsonen, da der kun blev scoret 2 gange i den anden ende. Søndag var det så Igor Bobkovs tur i Norfolk-målet og da han stoppede alle 38 skud der blev sendt imod ham kunne Norfolk tage revanche med en 2-0-sejr.

I WHL, spillede Portland en enkelt kamp i den forgangne weekend - en 6-0-sejr over Tri-City Americans. Oliver Björkstrand var med hos Portland, men blev ikke noteret for point.


Wednesday 24 October 2012

Vi venter stadig

Ingen NHL før tidligst den 2. november (og det ser vist noget tvivlsomt ud om der sker noget til den tid), så vi må se lidt på hvad de danske spillere tager sig til. Lad os starte østpå og så bevæge os langsomt mod vest:

I Finland Lukko, med de tre danske musketerer på holdet, tre kampe i den forløbne uge, og det var med danske hovedroller. Mikkel Bødker blev noteret for hele 5 point (2 mål og 3 assists) i de 3 kampe, mens Frans Nielsen blev noteret for 2 assists og Philip Larsen for et enkelt mål. Det endte med 2 sejre og et nederlag til Lukko, som nu er kravlet op på tiendepladsen. Bødker, Nielsen og Larsen er nu noteret for henholdsvis 10, 8 og 6 point.

Peter Regin har skrevet kontrakt med SC Langenthal i den næstbedste Schweiziske liga (ikke ligefrem vante omgivelser, men det er trods alt bedre end at sidde og trille tommelfingre i Ottawa), og viste klassen fra start. I fredagens kamp mod La Chaux-de-Fonds blev det dog ikke til point, men SC Langenthal vandt 5-2 og Regin viste gode takter. Søndag kom der til gengæld både et mål og en assist på kontoen i en 4-1 sejr mod Lausanne.

Nicklas Jensen fortsætter sin fremragende start i Elitserien, da han søndag blev matchvinder på straffeslag for AIK mod Färjestad. Tirsdag blev han noteret for et mål og en assist mod HV71, men det blev desværre alligevel til et 4-5-nederlag til AIK. Nicklas er nu noteret for 11 point, og er pointmæssigt bedste AIK-spiller, og også stadig bedste juniorspiller i Elitserien.
Thomas Spelling er stadig uden spilletid for Rögle.

Oliver Lauridsen og Adirondack tabte fredag 2-1 til St. John's, men lørdag blev der taget revanche da St. John's blev besejret 4-3. Oliver Lauridsen fik ingen point, men endte sammenlagt på +2 i de to kampe.

I Norfolk var Igor Bobkov valgt til at stå i målet i fredagens kamp mod Connecticut, og han lukkede 4 mål ind. Norfolk scorede dog 5 gange i den anden ende, så den gode sæsonstart er i behold. Lørdag var det så Frederik Andersens tur i målet, og det blev endnu en fornuftig præstation med 3 mål på 35 skud, og en 6-3-sejr til Norfolk, som har maximumpoint efter sæsonens første fire kampe.

Portland Winterhawks, med Oliver Bjorkstrand på holdet, spillede en enkelt kamp i den forløbne weekend - en 6-1-sejr over Seattle Thunderbirds. Oliver kom dog ikke på tavlen i denne kamp.

Tuesday 16 October 2012

Stadig ingen NHL

Der er absolut ingen tegn på at lockouten i NHL vil tage en ende, så endnu engang må vi tage til takke med sekundær hockey.

I den finske liga holder de tre danskere stadig et flot niveau, og både Frans Nielsen og Mikkel Bødker er noteret for 7 point i de 7 kampe de har spillet, Mikkel Bødker endda med 6 mål. Philip Larsen har 5 point. Med danskernes hjælp har Lukko vundet 3 af de sidste 4 kampe og er kravlet frem på en 11.-plads.

Jannik Hansen er tirsdag tilbage i Rødovre, foreløbig kun for at træne, men det er da ikke umuligt at han får nogle kampe.

I Elitserien fortsætter Nicklas Jensen det gode spil og er nu oppe på 8 point i 12 kampe, mens Thomas Spelling endnu mangler at få istid for Rögle.

Frederik Andersen og Norfolk Admirals i AHL er kommet godt fra start med 2 sejre. Frederik Andersen stod den første kamp, og gjorde en god figur med 2 mål på 19 skud.

Oliver Lauridsen og Adirondack Phantoms startede også godt med en 6-3-sejr over Portland, men måtte søndag indkassere et nederlag på 4-0 til Springfield. Oliver Lauridsen er ikke noteret for point, men gjorde det fint i de 2 kampe, og ligger på +1.

Navnebror Oliver Björkstrand fortsætter den gode start i Portland, og i weekendens 2 kampe - som i øvrigt endte med to sikre Portland-sejre - blev det til et mål og en assist til Oliver, som nu ligger på 10 point (5 mål og 5 assists), hvilket også gør ham til bedste rookie i WHL.

Tuesday 9 October 2012

Hvor er NHL?

Så er der blot 2 dage til at NHL-grundspillet ikke starter, og det er der vel ikke så meget at sige til andet end at d'herrer i NHL og NHLPA meget gerne snart må sætte sig ned og finde en løsning. Der blive spillet masser af god ishockey rundt omkring (selv den danske liga er efterhånden ved at komme ganske godt med), men efter et par år i Canada så ligger mit hjerte i NHL, og lige nu bløder mit hockey-hjerte. Nå men hvad, verden går jo videre, og mens vi venter kan vi da kigge lidt på hvad de danske NHL'ere og næsten-NHL'ere laver lige for tiden.

Jannik Hansen og Peter Regin træner fortsat i det nordamerikanske, men det er ganske muligt at de kommer tilbage til Danmark, henholdsvis for Rødovre og Herning. Det afhænger naturligvis af lockoutens varighed, og visse andre faktorer, men det ser absolut ud som om det er noget der kan ske.

Lars Eller er også blevet i det nordamerikanske, og (mig bekendt) er der ikke nogen umiddelbare planer om at han vender tilbage til Europa.

Frans Nielsen, Mikkel bødker og Philip Larsen er alle taget til Finland, og tørner ud for Lukko i den bedste række is SM-ligaen. De tre (musketerer) har spillet 3 kampe og er alle noteret for 3 point, med 3 mål til Bødker, 1 mål og 2 assists til Larsen, og 3 assists til Nielsen. Det blev dog stadig til 2 nederlag i de 3 kampe.

Nicklas Jensen tog den rigtige beslutning inden sæsonen og tager et år i Elitserien hos AIK - og det med stor succes indtil videre. I de første 10 kampe har Nicklas scoret 7 point og er dermed bedste AIK-spiller, og også den bedste juniorspiller i ligaen

Thomas Spelling har derimod fået den værst tænkelige start hos oprykkerklubben Rögle. Foreløbig har han kun været i truppen til 2 af holdets kampe, og er endnu ikke blevet noteret for istid.

Nå, men lad os tage tilbage til Amerika, hvor der trods alt bliver spillet hockey. Frederik Andersen fik ikke umiddelbart tilspillet sig en plads på Anaheims NHL-hold, men det kan måske vise sig at være meget fornuftigt, for pre-season i AHL er netop gået i gang og her har Frederik gjort det udmærket for Norfolk Admirals. I første kamp mod Charlotte Checkers holdt han sammen med holdkammerat Igor Bobkov målet rent, og blev valgt til en af kampens 3 stjerner. I returkampen måtte Norfolk og Andersen dog indkassere et nederlag på 4-3.

Oliver Lauridsen og Adirondack tabte deres 3 pre-season-kampe, men Lauridsen gjorde en god figur, og blev også noteret for en enkelt assist i den anden kamp.

En anden Oliver - med efternavnet Bjorkstrand - har også gjort en god figur i pre-season for sit nye hold Portland Winterhawks. Winterhawks vandt 4 af deres 5 kampe, og Oliver blev med 7 point topscorer for klubben (og i øvrigt også delt topscorer i hele WHL).