Sunday 26 May 2013

Karakterer for sæsonen 2012-13

Så tabte Ottawa den sidste kamp til Pittsburgh, og dermed er den danske ishockeysæson endegyldigt slut. Generelt synes jeg godt at vi kan være rigtig godt tilfredse: Masser af danske point, første slutspilsplads til Frans Nielsen, debut til Oliver Lauridsen og Nicklas Jensen, en stærk debutsæson i AHL til Frederik Andersen, en WHL-titel til Oliver Lauridsen, en fornuftig præstation af landsholdet ved VM, og meget mere.

Vi skal have rundet sæsonen af her på bloggen, og det gør vi med den obligatoriske karaktergivning.
Karaktererne er givet på en skala fra 1-10, hvor 1 er totalt flop, 5-6 er omkring middel og 10 er verdensklasse.

I alfabetisk orden:

Mikkel Bødker: 7
Phoenix missede slutspillet denne gang, men på trods af det, må man sige at Mikkel Bødker endelig fik indfriet forventningerne. Med 7 mål og 19 assist endte han op med 2 point mere end i sidste sæsons 82 kampe. Der skal lidt flere mål til, før han ryger op på de rigtig gode karakterer.

Lars Eller: 8, slutspil: UB
Lars Eller blev sat på bænken i et par kampe i starten af sæsonen, fordi træneren mente at han ikke gav sig nok. Om det havde noget med det at gøre er selvfølgelig svært at sige, men faktum er at Lars, ligesom Mikkel Bødker, fik lidt af et gennembrud i denne sæson. 30 point blev det til, og han blev altså bedste dansker i grundspillet, og viste sig at være en vigtig brik i Montreals puslespil.
I slutspillet røg han jo desværre ud med en skade, og fik derfor ikke spillet nok til en karakter.

Jannik Hansen: 8, slutspil: 3
Endnu en rigtig god sæson for Jannik, som er en vigtig del af Vancouvers defensiv, krydret med gode offensive tal. Han blev den eneste dansker med 10 mål - mange af dem vigtige - og med 27 point i alt en klar fremgang pointmæssigt i forhold til sidste sæson.
Jannik havde som sædvanlig også en flot +/-, på +12.
I slutspillet tabte Vancouver igen i første runde, og Jannik havde, som resten af holdet, 4 elendige kampe.

Nicklas Jensen: UB
Fik 2 kampe for Vancouver uden at gøre sig særligt bemærket. Det må dog have været godt at få snuset lidt til NHL, og forhåbentlig får vi set meget mere til Nicklas i næste sæson.

Philip Larsen: 6
Havde en svær start i sæsonen, men fik mod slutningen tilspillet sig en fast plads i Dallas-forsvaret, og mon ikke Philip er med på fuld tid når det går løs næste år.

Oliver Lauridsen: UB
15 kampe er et lidt lille grundlag at give en karakter på, men Oliver gjorde det absolut rigtig godt i de kampe han spillede, og scorede blandt andet 2 mål.

Frans Nielsen: 8, slutspil: 6
Igen en supersolid præstation af Frans, krydret med hans første tur til slutspillet. Indtil allersidste spillerunde så det ud til at han igen skulle være mest scorende dansker, men han blev "snydt" på stregen af Eller. Ikke desto mindre kan han absolut være tilfreds med sin præstation, som del af en slagkraftig andenkæde i New York.
I slutspillet var Islanders oppe mod overmagten fra Pittsburgh, men fik alligevel vist at de er et hold med meget potentiale. Frans havde generelt nok at gøre med at holde øje med alle stjernerne fra Pittsburgh, og fik ikke gjort så meget væsen af sig.

Peter Regin: 2
Peter fik ikke meget spilletid, men omvendt kan man også sige at han heller ikke greb chancen når han fik den. Et par småskader hjalp heller ikke, og det er desværre nok tvivlsomt om vi får Peter at se i Ottawa til næste år.
Kom ikke i kamp i slutspillet.

Monday 13 May 2013

Portland er WHL-mestre

Portland og Oliver Bjorkstrand førte 3-1 inden weekenden, og havde altså "matchbold". Fredag forpassede de dog chancen, da Edmonton snuppede sejren 7 minutter inde i overtiden.

Søndag skulle de to hold så mødes igen, og denne gang var der ikke meget tvivl om hvor skabet skulle stå. Edmonton kom godt nok foran efter 1 minut, men derfra tog topscorer Ty Rattie affære og med 2 hurtige mål bragte Potland foran 2-1, inden Oliver Bjorkstrand scorede til 3-1 kort inden i anden periode. Ty Rattie fuldendte sit hattrick ti minutter senere, og til slut kunne Taylor Leier gøre det til 5-1 i et tomt mål.

Et stort tillykke til Oliver, som altså fik sin første nordamerikanske titel (WHL er absolut en liga som bliver taget alvorligt i Canada), og havde stor andel i det. I slutspillet endte han med 8 mål og 11 assist som femtebedste Portland-spiller, og tiendebedst af alle (og klart bedste rookie).
I den ordinære sæson endte han med 63 point (31 mål og 32 assists) også som bedste rookie.
Den gode præstation gør at han ender på en absolut respektabal plads som nummer 36 i NHL's prospect rankings, så det skal blive spændende at se hvordan det går ham i draften.

Saturday 11 May 2013

Frans Nielsen færdig

Sjette kamp blev desværre endestationen for Frans Nielsen og Islanders i denne omgang. Islanders fik dog igen vist at de ikke var så chanceløse som mange (inklusiv undertegnede) regnede med. 3 gange kom de foran, men hver gang fik Pittsburgh udlignet, og da sidste fløjt i den ordinære spilletid lød stod der 3-3 på tavlen.
Overtiden var en tæt og intens affære, men efter knap 8 minutter var det Pittsburghs Brooks Orpik, som med flot slagskud afgjorde kampen.

Dermed er sæsonen desværre i praksis slut for de danske spillere. Peter Regin er på papiret stadig med hos Ottawa, men der skal vist mindre mirakler til før han får spilletid.

Friday 10 May 2013

Ottawa slår Montreal ud - Islanders bagud

Ottawa viste sig igen for stærke for Montreal, og vandt femte kamp i serien med 6-1. Dermed vinder Ottawa serien, og er altså videre til anden runde. På papiret har vi altså stadig en dansker med i slutspillet, men det er meget tvivlsomt om vi får Peter Regin at se.

I femte kamp mellem Penguins og Islanders havde Penguins skiftet til andenmålmanden Thomas Vokoun, og det skulle vise sig at være en god ide, for han tog alle skud han fik imod sig, mens den stærke Pittsburgh-offensiv - anført af en sprudlende Sidney Crosby - fortsatte med at score masser af mål, og sikrede en komfortabel 4-0-sejr.
Dermed fører Pittsburgh 3-2, og mangler altså bare en enkelt sejr for at gå videre til anden runde.

Thursday 9 May 2013

Portland fører WHL-finalen

Med bade VM og NHL-slutspillet i gang skal vi ikke glemme at der også stadig spilles hockey andre steder. Et af disse steder er WHL, hvor man er nået til finalen, og hvor Portland og Edmonton inden tirsdagens og onsdagens kampe i Edmonton begge havde vundet en kamp.

Tirsdag lagde Portland godt fra land, da de scorede 3 gange inden for kampens første 15 minutter. Oliver Bjorkstrand fik en assist på det første mål, og scorede selv det tredje. Portland fik ikke scoret mere, men da Edmonton kun fik et enkelt trøstemål midtvejs i anden periode, så var det nok til at Portland kunne tage sejren.

Highlights her.

I onsdagens kamp var det igen Portland som fik scoret først, efter 17 minutter, og godt 10 minutter inde i anden periode blev det også 2-0. Edmonton fik reduceret til 2-1 i sidste periode, men fik aldrig udlignet, og dermed er Portland foran 3-1 i serien, og mangler altså kun en enkelt sejr for at tage titlen.

Wednesday 8 May 2013

Jannik Hansen ude, Islanders udligner

Jannik Hansen og Vancouver tabte også den fjerde kamp mod San Jose, og er dermed for andet år i træk ude af slutspillet i første runde. Vancouver spillede ellers en udmærket kamp og førte 2-1 indtil 5 minutter før tid, hvor San Jose fik udlignet i power play. I overtiden scorede San Jose også i overtal, og sendte Vancouver ud i mørket.

I modsætning til Vancouver har Islanders fået en forrygende start på slutspillet, og har, bortset fra den første kamp, vist sig som en fuldgyldig modstander til Pittsburgh. Fjerde kamp blev lige så underholdende som de to foregående, med masser af mål, og skiftende føringer. 10 minutter før tid kunne John Tavares score til 5-4, og det skulle vise sig at være det afgørende mål. Dermed udlignede Islanders til 2-2 i kampe før de 2 hold drager til Pittsburgh for at spille femte kamp.
Frans Nielsen spillede måske ikke sin allerbedste kamp nogensinde, men han havde stadig stor andel i sejren, da han ofte bliver sat til at forsvare mod Pittsburghs bedste.

Ottawa vandt 3-2 i overtid over Montreal, og fører 3-1 i kampe. Som ventet var det uden de 2 danskere.

Monday 6 May 2013

Vancouver nede 3-0

Vancouver fortsatte nedturen, og tabte også den tredje kamp mod San Jose. Det var ellers en ganske tæt kamp, indtil San Jose i starten af tredje periode scorede 3 hurtige mål og reelt afgjorde kampen. Vancouver fik reduceret en enkelt gang til slutresultatet 5-2, men tæt blev det aldrig.

Montreal og Ottawa er absolut ikke gode venner efter et par hårde kampe i Montreal, og første kamp i Ottawa fortsatte de onde følelser. Over 200 minutters straf blev det til, blandt andet efter flere slåskampe. Ottawa ser ud til at have det fysiske overtag i denne serie, og vandt en sikker sejr på 6-1. Hverken Peter Regin eller Lars Eller, som stadig er skadet, var med.

Sunday 5 May 2013

Islanders taber i overtid

I søndagens tidlige kamp viste undertippede Islanders endnu engang at Pittsburgh i det mindste skal kæmpe for det hvis de vil videre i slutspillet.
I den første hjemmekamp started Islanders som lyn og torden, og inden der var spillet 6 minutter var de foran 2-0 på mål af Matt Moulson og Casey Cizikas. 13 minutter inde i kampen fik Pittsburgh udlignet med 2 power play mål på under et ½ minut, og et minut før afslutningen af perioden kom Pittsburgh også foran 3-2.
I anden periode så det ud som om at Pittsburgh ville løbe afsted med kampen da Douglas Murray øgede til 4-2, hvilket også var stillingen efter afslutningen af perioden.
Nøjagtig som i fredagens kamp viste Islanders dog god moral, og 5 minutter inde i sidste periode kunne Kyle Okposo reducere til 4-3, efter en frispilning fra Frans Nielsen:



Fem minutter senere udlignede John Tavares, og for første gang i denne serie måtte vi altså ud i overtid.
Her trak Pittsburgh dog det længste strå, med deres tredje mål i overtal.

Saturday 4 May 2013

Portland - Edmonton helt lige

Som lovet, så holder vi øje med finalen i WHL, hvor Oliver Bjorkstrand og Portland Winterhawks møder Edmonton Oil Kings.

Portland vandt grundspillet, og starter derfor med 2 hjemmekampe. Desværre started det ikke godt i fredagens første finalekamp, hvor Edmonton åbnede scoringen efter 2 minutter. Edmonton kom på 2-0 midtvejs i anden periode, inden Portland fik reduceret til 2-1 i starten af tredje periode. Mindre end et minut senere scorede Edmonton dog til 3-1, og da Edmonton 10 minutter før tid kom på 4-1 var kampen afgjort.

Lørdag fik Portland chancen for revanche, og den blev taget. Anført af en stærkt spillende Mac Carruth i mallet blev det til en sikker sejr på 3-0. Ty Rattie, og topscorer Brendan Leipsic stod for de 2 første mål, og kort før afslutningen af anden periode lukkede Oliver Bjorkstrand scoringen med sit sjette mål i dette slutspil.

Stillingen er altså 1-1 før de næste 2 kampe, som spilles i Edmonton tirsdag og onsdag.

Islanders og Canadiens slår tilbage

Islanders er på en hard opgave mod stærke Pittsburgh, men i fredagens kamp viste de at de er i god form og at man skal være forsigtig med at afskrive dem. Godt nok started Pittsburgh, og inden der var gået 4 minutter var de foran 2-0, blandt andet på et mål af Sidney Crosby, som var tilbage efter en skadespause. Efter 7 minutter fik Islanders reduceret til 2-1, men blot 18 sekunder senere var Crosby på spil igen, og genetablerede tomålsføringen.
På det tidspunkt var der vist ikke mange som levnede Islanders en jordisk chance, men i anden periode kæmpede de rent ud sagt r**en ud af bukserne, og fik udlignet til 3-3. Frans Nielsen fik en assist på det udlignende mål.



Islanders forsøgte sig i denne kamp med en taktik som grundlæggende var "skyd på alt", og i tredje periode gav det gevinst, da et skud forbid mål kom tilbage fra banden og via målman Marc-Andre Fleury røg i mål.
4-3 holdt kampen ud, og Islanders udlignede dermed til 1-1.

I Montreal er Lars Eller ude af hospitalet, men det er stadig uklart om eller hvornår han er tilbage. Ottawas Eric Gryba fik 2 kampes karantæne for tacklingen.
Heldigvis for Montreal, så kunne de godt uden Lars, og anført af en stærkt spillende Carey Price vandt de en relativt sikker sejr på 3-1. Peter Regin var ikke med hos Ottawa.

Jannik Hansen og Vancouver kunne desværre ikke følge op på de andre danskerholds' success, og tabte 3-2 til San Jose, hvilket betyder at de nu er bagude 2-0 i kampe, og oven i købet skal til San Jose for at spille de næste 2 kampe. Ikke en særlig lovende start på slutspillet for canadierne.

Friday 3 May 2013

Lars Eller skadet i nederlag

Man kan roligt sige at de danske spillere ikke har fået den bedste start på slutspillet. Efter onsdags 2 nederlag, tabte Montreal 4-2 til Ottawa, og for at gøre det endnu værre, så blev Lars Eller ramt af en grim tackling, og måtte tage på hospitalet med skader på næsen og tænderne, og en mulig hjernerystelse.

Ikke for sarte sjæle:


Hvor alvorligt det er, er stadig uvist, men farmand Olaf lyder ikke alt for optimistisk, og mon ikke han er en af dem som ved mest.Vi krydser i hvert fald fingrene og ønsker god bedring til Lars her fra "redaktionen".

Thursday 2 May 2013

Islanders og Canucks taber første kamp

Både Frans Nielsen og Jannik Hansen fik den værst tænkelige start på slutspillet. Jannik Hansen og Vancouver blev på hjemmebane slået 3-1 af San Jose, i en kamp hvor især Vancouver-angrebet var famlende. Jannik Hansen blev i første omgang godskrevet Vancouvers scoring, men det viste sig at være et selvmål.
Endnu værre var det for Frans Nielsen og Islanders, som fik en regulær hockeylektion af stærke Pittsburgh. 5-0 blev slutresultatet, og det kunne faktisk sagtens være gået værre. Det er meget svært at se hvordan Islanders på nogen måde skulle kunne stille noget op imod et så stærkt Pittsburgh-hold

Monday 29 April 2013

De sidste placeringer afgjort

Den ordinære sæsons allersidste kamp endte med en 4-2 sejr til Ottawa over Boston, hvilket afgør de placeringerne i Eastern Conference. Dermed tørner Ottawa og Montreal sammen i første runde, mens Islanders får den tvivlsomme fornøjelse at møde Pittsburgh.

I Western Conference stod det allerede klart at Vancouver møder San Jose i første runde.

Set med danske øjne starter løjerne på onsdag, når Islanders skal til Pittsburgh, mens Vancouver starter hjemme.

Sunday 28 April 2013

Oliver Bjorkstrand i finalen

Som sagt, så følger vi op på Oliver Bjorkstrand i WHL's slutspil, og det gør vi med glæde, for i hans allerførste sæson i det nordamerikanske får han chancen for at vinde en titel.

Vi forlod WHL da det stod 2-1 til Portland mod Kamloops, og onsdag blev det til en sikker sejr til Portland på 4-1. Oliver kom på tavlen med en enkelt assist.
Fredag kunne Portland altså afgøre serien, og det blev gjort med en sikker sejr på 3-0. Oliver fik ikke point.

Dermed kan Portland slappe af, og forberede sig på enten Edmonton eller Calgary, som kæmper om den anden finaleplads.
Første kamp spilles fredag den 3. maj.

Saturday 27 April 2013

Lars Eller stjæler scoringstitlen

For første gang i karrieren må Frans Nielsen finde sig i ikke at være højest scorende dansker, men der skulle en fantomkamp af Lars Eller til i allersidste spillerunde, før det var afgjort.
Montreal var på besøg i Toronto, og det var hjemmeholdet der kom bedst fra start, da Phil Kessel efter et kvarter bragte dem foran 1-0. Blot 3 minutter senere startede "The Lars Eller Show", da Lars på et hurtigt opløb overlistede James Reimer i Torontos mål.



I anden periode kom Montreal foran både 2-1 og 3-1, og begge gange havde Lars Eller næstsidste stav på pucken. Se begge assists sidst i indlægget. I sidste periode scorede Tomas Plekanec til slutresultatet 4-1.
Med de 3 point nåede Lars op på 30 point for sæsonen, et foran Frans Nielsen.

Vancouver tabte den sidste kamp mod Edmonton med hele 7-2, på trods af at det stod 1-1 efter 2 perioder.
Eneste lyspunkt set med danske øjne var at Jannik Hansen fik en flot assist på Vancouvers første mål. I overtal fik Vancouver spillet pucken godt rundt, og Jannik serverede en perfekt pasning til Derek Roy, som blot skulle sætte staven på den.



Dermed sluttede Jannik på 27 point.

Philadelphia sluttede sæsonen af med at vinde 2-1 over Ottawa. Oliver Lauridsen scorede ikke (efter 2 kampe i træk med mål), men gjorde sig dog bemærket med en slåskamp.

Phoenix vandt også deres sidste kamp - 5-3 over Anaheim - men heller ikke her var der danske point.

Til slut tabt Dallas 3-0 til Detroit.

Assist til Mikkel Bødker

Islanders fik et enkelt point i sæsonens sidste kamp, da de blev slået 2-1 på straffeslag af Buffalo. Dermed sneg de sig op på sjettepladsen i Eastern Conference, et point foran Ottawa og New York Rangers, som har henholdsvis 2 og 1 kampe tilbage.
Frans Nielsen brændte igen sit forsøg på straffe, men slutter altså den ordinære sæson med respektable 29 point (6 mål og 23 assists).

Phoenix spillede deres næstsidste kamp, og de tabte også på straffeslag, 5-4 til Colorado. Ligesom Frans Nielsen brændte Mikkel Bødker også sit straffeslag, men han fik dog en assist på Phoenix' andet mål.

Friday 26 April 2013

Oliver Lauridsen scorer et "rigtigt" mål

Selvom Philadelphia forlængst er ude af slutspillet, så kan man jo stadig drille de hold som er med. Det var netop hvad der skete i går, da Frans Nielsen og Islanders blev besejret 2-1. Efter 2 perioder var stillingen 1-1, men 13 minutter inde i sidste periode, fik Oliver Lauridsen masser af tid til at sætte sig selv op, og med et bragende slagskud afgjorde han kampen.



Så er der vist ikke mere tvivl om hvorfor Oliver (ud over størrelsen) ofte bliver sammenlignet med en ung Zdeno Chara. Oliver blev også valgt til kampens første stjerne.

Montreal fik lidt gang i skuden igen, da Winnipeg blev besejret 4-2. Winnipeg var ellers foran 2-1 efter 2 perioder, men en god tredje periode afgjorde kampe til Montreals fordel. Lars Eller fik assists på Montreals første 2 mål, og kom dermed op på 27 point for sæsonen. Se dem sidst i indlægget.

Vancouver tabte 3-1 til Anaheim, og Dallas tabte tabte med de samme cifre til Columbus.

Peter Regin-løse Ottawa vandt 2-1 over Washington, og sikrede sig dermed den sidste slutspilsplads i Eastern Conference.

Wednesday 24 April 2013

Talent-tirsdag 2012-13/12

En letter forsinket talenttirsdag, da jeg blev forhindret i går aftes.

Norfolk Admirals og Frederik Andersen sluttede desværre sæsonen rigtig dårligt, og missede lige akkurat slutspillet i AHL. Sæsonens 3 sidste kampe blev tabt, det blev til en tiendeplads.
Fredag blev det 6-1 til Syracuse, og Frederik måtte forlade banen efter 20 minutter og 3 mål. Lørdag vandt Albany 2-0, og søndag vand Providence 4-3.
En ærgerlig slutning på en ellers rigtig god sæson for Frederik, hvor han i målmandsstatistikken endte på sjettepladsen i GAA med 2.19 og andenpladsen i redningsprocent med 92.9%.

Heller ikke Nicklas Jensen fik en god afslutning på sæsonen, da det ikke blev til point i Chicago Wolves' 3 kampe i denne weekend. Chicago vandt godt nok 2 af kampene, men de var forlængst ude af slutspillet, så det betød ikke så meget.

Derimod går det stadig rigtig godt for Oliver Bjorkstrand og Portland, som er i finalen i Western Conference i WHL mod Kamloops. De to første hjemmekampe blev vundet sikkert, med 4-1 og 4-0. Det blev til en enkelt assist for Oliver i den første kamp. Tirsdag blev første kamp i Kamloops tabt 5-1, men Portland fører altså 2-1 i kampe.

Det bliver også den sidste talenttirsdag for denne gang, da der nu kun er Oliver Bjorkstrand som stadig spiller (jeg skal naturligvis nok holde jer opdateret om hvordan det går ham).

Islanders siker slutspilsplads - Oliver Lauridsen scorer sit første mål

New York Islanders tabte 4-3 på straffeslag til Carolina, men da Winnipeg samtidig tabte til Washington var det ene point nok til at Islanders efter 5 magre år endelig får chancen i slutspillet, og Frans Nielsen for første gang skal spille slutspilshockey i NHL.
3 gange kom Carolina foran i kampen, men hver gang viste Islanders god moral, og fik udlignet. Frans Nielsen fik en assist på Islanders andet mål.



Til gengæld brændte han for fjerde gang i træk sit forsøg på straffeslag, og det var medvirkende til at Carolina kunne tage sejren.

Montreal er også med når slutspillet starter, men modsat Islanders har de spillet helt igennem elendigt  på det seneste. Tirsdag blev det til et nederlag på 3-2 til New Jersey. Set med danske øjne var det dog glædeligt at Lars Eller scorede sit syvende sæsonmål. Kort før afslutningen af anden periode blev han spillet helt fri tæt foran mål, og satte sikkert pucken i mål



Philadelphia er ikke med i slutspillet, men det behøver ikke at betyde at man kan slappe af. Flere af de unge  spillere har fået chancen her mod slutningen af chancen, og har generelt gjort det rigtig godt. tirsdag blev stærke Boston slået 5-2, og det skete blandt andet takket være Oliver Lauridsens første NHL-mål. Ud over at være Olivers første mål, er der dog ikke meget mindeværdigt over det, for det var et regulært selvmål af Bostons målmand Anton Khudobin, men det tager vi gerne med her på bloggen :-)



Dallas har stadig en teoretisk chance for at nå slutspillet, men efter tirsdagens 3-2-nederlag til San Jose er det meget usandsynligt.

Tuesday 23 April 2013

Jannik Hansen scorer.

Vancouver besejrede stærke Chicago 3-1 og sikrede sig dermed den femte divisionstitel i træk, og en tredjeseedning i Western Conference.
Jannik Hansen satte Vancouver i gang, da han stod godt placeret inde foran mål og med skøjten rettede et skud fra Jason Garrison af.



Dermed kom Jannik op på flotte 10 scoringer for sæsonen. Vancouver scorede et par gange i anden periode, og så gjorde det ikke så meget at Chicago fik reduceret til slutresultatet i tredje periode.

Phoenix misted den sidste realistiske chance for en slutspilsplads (matematisk kan det stadig nås), da de tabte 4-0 til Detroit. Phoenix har nu, med 3 kampe tilbage, 5 point op til Columbus på ottendepladsen, så der skal små mirakler til hvis det skal lykkes.

Regin-løse Ottawa leger med ilden, og ligger efter et 3-1-nederlag på ottendepladsen i Eastern Conference, et enkelt point foran Winnipeg, som dog har spillet en kamp mere.

Monday 22 April 2013

Dallas taber terræn

Dallas tabte et stort point, da de mandag tabte 2-1 i overtid til Los Angeles. Dermed er Dallas 3 point efter Columbus på ottendepladsen i Western Conference. Dallas har dog spillet en kamp færre end Columbus, men er altså afhængige af andre resultater hvis de skal med i slutspillet.
Philip Larsen fik knap 10 minutter på isen.

Sunday 21 April 2013

Mål og assist til Nielsen i sejr, Vancouver sikrer slutspilsplads

Frans Nielsen og Islanders ser ud til endelig at skulle prøve lidt slutspilshockey igen. Lørdag var en uhyre vigtig kamp mod Winnipeg, som lå på niendepladsen, 3 point efter Islanders. Frans Nielsen gav Islanders den bedst muligste start da han efter 4 minutter fik pucken i fuld fart, og kunne sætte den mellem benene på Ondrej Pavelec i Winnipegs mål.



Winnipeg fik udlignet efter 10 minutter, men mindre end 2 minutter senere var andenkæden me Nielsen, Bailey og Okposo på spil igen. Denne gang var det Josh Bailey som blev noteret for målet, mens Kyle Okposo og Frans fik assists.



Kampen bølgede frem og tilbage, og 2 minutter før tid fik Winnipeg udlignet til slutresultatet 4-4.
I straffekonkurrencen missede Frans Nielsen helt uhørt for tredje gang i træk, men både Brad Boyes og John Tavares scorede på deres forsøg, og dermed gik de to point til Islanders, som nu, med tre kampe tilbage, har fire point ned til Winnipeg på niendepladsen.

Vancouver sikrede sig endegyldigt  en slutspilsplads da Detroit blev besejret 2-1 på straffeslag. Kampens store spiller blev Vancouver-målmand Cory Schneider, som stort set stod fejlfrit.

Phoenix vandt også på straffeslag - 3-2 over Chicago - da de holdt fast i de sidste slutspilschancer. Mikkel Bødker scorede på sit straffeslag. Phoenix har 3 point op til ottendepladsen, så med 4 kampe tilbage, skal der stadig ske lidt heldige ting.

Montreal fortsætter det dårlige spil efter at slutspilspladsen blev sikret. Denne gang blev det til et 5-1-nederlag til formstærke Washington.

Philadelphia vandt 5-3 over Carolina, men er endegyldigt ude af slutspilskampen.

Til slut tabte Ottawa - stadig uden Peter Regin - 4-1 til Toronto.

Saturday 20 April 2013

Dallas taber vigtige point

Kun en enkelt danskerkamp fredag, hvor Dallas tabte 2 yderst vigtige point til St. Louis i en tæt kamp, som endte 2-1. Dermed er Dallas stadig 2 point efter Columbus på ottendepladsen.

Thursday 18 April 2013

Frans Nielsen scorer i ny sejr

Samtlige 7 danskerhold var i kamp torsdag, og det blev da også en glimrende dag set med danske øjne.

Islanders fortsætter storformen, og torsdag gik det ud over Toronto, som blev besejret 5-3. Toronto kom ellers bedst fra start, og var foran 2-0 efter 6 minutter, men derfra stod der Islanders, og i særdeleshed John Tavares, på det hele. To mål og en assist blev det til fra superstjernen. Vores egen Frans Nielsen ville også være med i løjerne, og midtvejs i tredje periode  kunne han med et præcist slagskud bringe Islanders foran 5-2.



Toronto fik reduceret til 5-3, men tættere blev det ikke, og Islanders fortsætter dermed kursen mod slutspillet - der er 3 point ned til stregen med 4 kampe tilbage.
Med målet overto Frans Nielsen med 26 point førstepladsen i den interne danskerliga.

Dagens danskerduel stod mellem Vancouver og Dallas, som kæmper hårdt for slutspilschancen, og måske var det det som blev afgørende. Selvom Vancouver kom foran 1-0 efter 6 minutter spil af anden periode - med assist fra Jannik Hansen, så blev det alligevel til en klar sejr på hele 5-1 til Dallas, som nu har 2 point op til Columbus på ottendepladsen i Western Conference. Dallas har dog spillet 2 kampe færre, så der er god grobund for optimisme på Dallas' vegne.
Philip Larsen fik en af sine sjældne assists da Dallas kom foran 2-1.
Se begge assists sidst i indlægget.

Montreal brød stimen på 3 nederlag i træk, og slog Tampa Bay 3-2 på et mål af Brian Gionta i allersidste minut. Lars Eller kom ikke på tavlen.

Phoenix og Philadelphia mistede nok de sidste slutspilschancer, da det blev til nederlag på henholdsvis 2-1 til St. Louis og 3-0 til New Jersey. Matematisk har begge hold stadig en chance, men der skal mindre mirakler til.

Ottawa - igen uden Peter Regin - slog Washington 3-1, og bør med 4 point ned til stregen holde fast i slutspilspladsen.

2 point af Lars Eller ikke nok

Onsdagens enlige danskerkamp stod mellem Pittsburgh og Montreal. Selvom den sluttede 6-4 til Pittsburgh, så var der ikke meget spænding, for efter 24 minutter var Pittsburgh allerede foran 4-0. Lars Eller fik en assist 3 minutter senere, og yderligere en, da Montreal sidst i anden periode reducerede til 2-5.
Selvom Montreal vandt sidste periode 2-1, så var der aldrig tvivl om resultatet.
Med nederlaget måtte Montreal overlade førstepladsen i Northeast Division til Boston, og dermed også placeringen som andenseedet i Eastern Conference.
Lars Eller kan trods alt glæde sig over at han med de to point kom op på 24 point, et bag Mikkel Bødker og Frans Nielsen, så der bliver uhyre spændende at se hvem som bliver bedste dansker.

Wednesday 17 April 2013

Islanders har kurs mod slutspillet

Med en sikker sejr på 5-2 over bundproppen Florida fik New York Islanders lagt yderligere afstand til stregen. Der er nu 3 point ned til Winnipeg på niendepladsen.
Frans Nielsen fik en assist på Mark Streits mål til 2-0 efter godt 14 minutters spil, og kommer dermed op på 25 point for sæsonen, ligesom Mikkel Bødker.
Islanders slutter sæsonen af med 5 udekampe, men hidtil har de været klart bedst på udebane, så der er god grobund for optimisme.

Det er der derimod ikke i Philadelphia, som godt nok slog New York Rangers 4-2, men med 5 kampe tilbage er der stadig 5 point op til netop Rangers på ottendepladsen.
Oliver Lauridsen fik godt 20 minutter på banen.

Vancouver tabte 2-1 på straffeslag til St. Louis - Jannik Hansen kom ikke på tavlen.

Det gjorde Peter Regin heller ikke, da Ottawa slog Carolina 3-2, for han var endnu engang ikke med.

Tuesday 16 April 2013

Talent-tirsdag 2012-13/11

Frederik Andersen fortsætter storspillet i Norfolk-målet, han har været stærkt medvirkende til at Norfolk, med 3 kampe tilbage af den ordinære sæson befinder sig 2 point over stregen.
Fredag og lørdag måtte han dog finde sig i at blive scoret på 3 gange, men begge gange blev Worcester alligevel besejret 4-3.
Søndag overtog Igor Bobkov målet, og det endte med et nederlag på 4-1.
Frederik ligger stadig helt i top i målmandsstatistikken i AHL - delt tredjeplads i mål imod (2,12), og delt andenplads i redningsprocent (93,2).

Efter sin korte tur hos Canucks har Nicklas Jensen fået 5 kampe hos Chicago Wolves, foreløbig dog uden den store succes - det er endnu ikke blevet til point - og Chicago ligger lige nu 2 point under stregen.

I WHL fortsætter Portland og Oliver Bjorkstrand marchen mod titlen. I første runde af slutspillet blev Everett slået 4-2, og i anden runde blev  Spokane sendt hjem med 4-0 (med den overlegne samlede målscore 18-3).
Oliver havde sin del af æren for den sikre sejre, da de blev til to mål i den første kamp, en assist i den anden kamp, og yderligere to assists i kamp nummer fire.
Med 13 point i alt ligger Oliver på en flot niendeplads på topscorerlisten for slutspillet.
I finalen i Western Conference skal Portland møde Kamloops, som jeg faktisk har boet i, i en kort periode, så jeg er sådan 50/50 om hvem jeg holder med der :-)

Oliver Lauridsen slår Lars Eller (bogstavelig talt)

Mandagens danskerduel stod mellem Oliver Lauridsens Philadelphia og Lars Ellers Montreal, og selvom Lars Eller fik det eneste danske point, så var det alligevel Oliver Lauridsen som kunne være mest tilfreds, for Philadelphia vandt 7-3.
Ud over det ene point til Eller, så gjorde de to danskere sig mest bemærket i straffeboksen, hvor Oliver Lauridsen blandt andet måtte tage plads i 2 minutter efter en cross check på landsmanden Lars Eller, og til slut fik Lars Eller en game misconduct for slashing, hvilket betyder at han formentlig får karantæne i en eller flere af de kommende kampe.

Jannik Hansen gjorde sig derimod kun positivt bemærket i Vancouvers 5-2-sejr over Nashville. Jannik fik en assist da Vancouver kom forn 2-0 efter blot 4 minutter, og en mere på kampens sidste mål. Se begge assists sidst i indlægget.
Med de 2 point kommer Jannik op på siden af Mikkel Bødker på 25 point. Bemærk i øvrigt at Jannik har flotte +16 i +/-.

Dallas tabte 5-2 til topholdet Chicago, og Phoenix tabte 4-0 til San Jose. Hverken Philip Larsen eller Mikkel Bødker kom på tavlen, og begge hold befinder sig nu lige akkurat på den forkerte side af stregen i Western Conference.

Sunday 14 April 2013

Jannik Hansen scorer i nederlag

Jannik Hansen scorede sæsonens niende mål, men det hjalp desværre ikke meget, da Vancouver tabte 4-3 til divisionsrivalerne fra Colorado.
Colorado kom foran efter knap 2 minutter, men i anden periode fik Vancouver udlignet, og kort efter bragte Jannik Hansen canadierne foran med noget der vist godt kan kaldes et kludemål:



Desværre fik Colorado udlignet kort inde i sidste periode, og selvom Vancouver kom foran et minut senere, så fik Colorado både bragt balance i regnskabet igen, og blot 8 sekunder før tid afgjorde Jan Hejda kampen til amerikanernes fordel.

Dallas fik en vigtig sejr over San Jose, og fik lige nøjagtig klemt sig op på den livgivende ottendeplads i Western Conference.

Philadelphia tabte en tæt kamp mod Buffalo 1-0, og må endegyldigt siges at være ude af kampen om slutspilspladserne. Oliver Lauridsen ser ud til at have spillet sig ind på holdet med en fast plads, og spillede igen en god kamp i Philadelphiaforsvaret.

Montreal, som allerede har sikret sig en slutspilsplads, fik en lussing på 5-1 af rivalerne fra Toronto, men de holder stadig fast i den vigtige første plads i Northeast Division foran Boston.

Friday 12 April 2013

Phoenix taber vigtigt point

Phoenix mistede et lille skridt på vejen mod slutspillet, da det fredag blev til et 3-2-nederlag til Calgary. Mikkel Bødker fik en assist, da Phonix fik en drømmestart, og kom foran 1-0 efter 1½ minut.
Calgary fik udlignet sidst i perioden, og I anden periode kom de også foran 2-1. 5 minutter før tid fik Keith Yandle reddet det ene point til Phoenix, men i overtiden afgjorde Mark Giordano kampen til Calgarys fordel.
Phoenix har nu 2 point op til stregen.

Ottawa - desværre igen uden Peter Regin - fik derimod 2 vigtige point, da New Jersey blev besejret 2-0. Kampens store spiller var Ottawas målmand, Craig Anderson.
Med sejren har Ottawa nu 4 point ned til stregen.

Islanders i topform

Så er "redaktionen" så småt ved at være hjemme igen, lige i tide til de afgørende kampe. I får lige et hurtigt indlæg om gårsdagens kampe, og så finder jeg forhåbentlig snart tid til at følge op på den seneste uges hændelser.

Islanders har virkelig fået vind i sejlene på det seneste, og torsdag vandt de deres tredje kampe i træk. Det gik ud over Boston, som blev besejret 2-1, på to mål af Josh Bailey. Frans Nielsen fik en assist på kampens sidste mål, da han var med til at erobre pucken i egen zone, og fik spillet den frem til Bailey, som i to forsøg kunne sætte den ind.



Assisten sender Frans Nielsen op på siden af Mikkel Bødker med 24 point. Islanders har vundet 8 af de sidste 10 kampe, og er nu på en syvendeplads i Eastern Conference, to point foran Winnipeg på niendepladsen.

Islanders sejr over Boston hjalp også Lars Eller og Montreal, som sikkert slog Buffalo 5-1, og overtog førstepladsen i Northeast Division.

Ottawa ligner stadig et hold som, på trods af de mange skader, vil med i slutspillet. Torsdag blev det (uden Peter Regin) til en sejr på 3-1 over Oliver Lauridsen og Philadelphia. Ottawa har dermed 46 point, nøjagtig som Islanders, mens Philadelphia, med 7 point op til stregen, næppe når en slutspilsplads.

Thursday 4 April 2013

Første point til Oliver Lauridsen

I sin blot tredje kamp fik Oliver Lauridsen sin første assist, ad Philadelphia tog imod Montreal og Lars Eller. Oliver Lauridsen fik en assist da Philadelphia kom foran 2-1. Lars Eller havde derimod en forfærdelig kamp, endte på -4 i +/- og Philadelphia endte med at vinde 5-3. Oliver Lauridsen har dermed endnu til gode at tabe i verdens stærkeste liga.

Det har Philip Larsen til gengæld prøvet. Onsdag tabte Dallas 5-2 til stærke Anaheim.

Tuesday 2 April 2013

Frans Nielsen bringer Islanders over stregen

For første gang i umindelige tider er der en reel chance for at New York Islanders, anført af John Tavares, skal med i slutspillet. Tirsdag blev det til en sikker sejr på 5-2 over Winnipeg, og dermed rykkede Islanders - i hvert fald midlertidigt - op på ottendepladsen i Eastern Conference. Frans Nielsen scorede sejrsmålet, og blev valgt til kampens første stjerne.



Phoenix vandt 3-1 over Los Angeles, og Mikkel Bødker fik en assist på målet til 2-1. Dermed kom både han og Frans Nielsen o på 21 point ligesom Jannik Hansen, så der ser ud til at blive hård kamp om titlen som bedste dansker.

Ottawa - uden Peter Regin - tabte 3-2 til Boston, men burde dog være nogenlunde sikre på en slutspilsplads

Ferie og debut

"Redaktionen" er på ferie i denne og næste uge, så det bliver lidt sporadisk med opdateringerne i det næste stykke tid. Den helt store nyhed er selvfølgelig at vi søreme blev en NHL-spiller rigere mandag, da Nicklas Jensen fik debut for Vancouver, hvilket altså også markerer første gang at 2 danskere spiller på samme hold i NHL. Nicklas blev i øvrigt sat sammen med Sedin-tvillingerne i førstekæden, så der er ingen tvivl om at Nicklas er en mand de regner med i fremtiden.

Her er en hurtig gennemgang over søndagens og mandagens kampe:

Søndag:

Washington-Philadelphia 4-5 (Oliver Lauridsen, 0 point)
Los Angeles-Dallas 3-2 (Philip Larsen, 0 point)

Mandag:

Vancouver-San Jose 2-3 (Jannik Hansen, 2 assist; Nicklas Jensen, 0 point)
New York Islanders-New Jersey 3-1 (Frans Nielsen, 2 assists)
Carolina-Montreal 1-4 (Lars Eller, 0 point)
Anaheim-Dallas 4-0 (Philip Larsen, 0 point)

Monday 1 April 2013

Dallas taber til mestrene

Den gode nyhed er at Philip Larsen ser ud til at have spillet sig tilbage som fast mand i Dallas' forsvar. Den dårlige nyhed er at Dallas tabte søndagens kamp mod Los Angeles, og dermed fortsat ligger lige på den forkerte side af stregen.
Nederlaget blev på 3-2, men det kunne sagtens have været meget større, hvilket en ensidig skudstatistik på 40-15 i Los Angeles' favør vidner om.

Sunday 31 March 2013

Lørdagens kampe

Vi kiggede allerede på Oliver Lauridsens debutkamp i går, så den springer vi over i dag. Samtidig havde Frans Nielsen og Islanders den utaknemmelige opgave at møde Pittsburgh, som havde vundet 14 kampe i træk, og oven i købet havde fået forstærkning i form af Jarome Iginla. På trods af en god start fik Islanders ikke scoret i første periode, og som kampen skred frem svingede initiativet langsomt over på Pittsburghs side, og det endte med et 2-0-nederlag til Islanders.

Heldigvis for Islanders så tabte de nærmeste rivaler i slutspilskampen - bysbørnene fra Rangers - også deres kamp lørdag. Montreal spillede en god kamp, og med en solid Carey Price i målet vandt de sikkert 3-0. Lars Eller fik ikke point.

Phoenix fik et enkelt point, da de tabte 3-2 på straffeslag til San Jose. Heller ikke her var der danske point, og Mikkel Bødker brændte oven i købet sit straffeslag.

Både Vancouver og Ottawa (igen uden Peter Regin) tabte 4-0, til henholdsvis Edmonton og Toronto.

Saturday 30 March 2013

Syvende dansker!

Hvis nogen for cirka 20 år siden - da jeg først tilbragte tid i Canada, og ganske naturligt blev bidt af hockeyfeber - havde foreslået mig at vi i 2013 skulle have 7 danske NHL-spillere, så havde jeg nok foreslået at de skulle indlægges på en galeanstalt.
Ikke desto mindre blev det en realitet lørdag aften, da Oliver Lauridsen, som forventet, fik debut for Philadelphia mod Boston.
Allerede i sit første skift blev han oveløbet af Bostons Nathan Horton, og måtte tage en 2-minutters udvisning, men derefter faldt han godt ind i spillet. Der var enkelte gange, at det så ud som om han lige manglede et skridt, og måske lige skulle vænne sig til det lidt hurtigere tempo i den bedste liga, men i det store hele spillede han en solid kamp, og det skadesplagede Philadelphiaforsvar holdt Boston nede på et enkelt mål. Samtidig blev det 3 Philadelphiamål, og en hårdt tiltrængt sejr.

Der er mange flere danskere i aktion lørdag, men jeg syntes lige i skulle have denne opdatering med i aften.

NHL-debut

Så ser det søreme ud til at jeg må æde mine egne ord (igen). Før den forkortede sæson forudsagde jeg at Oliver Lauridsen ikke ville få chancen i NHL i denne sæson, men han er netop kaldt op til Philadelphias NHL-trup, efter en solid indsats for Adirondack i AHL.
Det sker efter at Philadelphia mildt sagt har spillet dårligt i denne sæson, med et forsvar som både har været hullet som en si, og nu er hårdt plaget af skader.
Oliver er formentlig med i dag, når Philadelphia tager imod stærke Boston, så det bliver noget af en debut - blandt andet får han den sjældne fornøjelse at stå over for en spiller som er større end ham selv: Bostons Zdeno Chara
Hvis du ikke har andre planer for en påskelørdag, så starter kampen kl. 18:00.

Første assist til Philip Larsen

Philip Larsen fik sin første assist da Dallas slog Minnesota 5-3. Stillingen var 2-2 efter de første 2 perioder, men kort inde i tredje periode erobrede Dallas pucken i egen zone, og fik en chance på en kontra. Philip Larsen førte pucken hele vejen frem til Minnesotas zone, og spillede den ud til Erik Cole, som i to forsøg kunne bringe Dallas foran.



Dallas fik scoret 2 gange yderligere, inden Minnesota fik et trøstemål i de døende minutter af kampen.
Med sejren holder Dallas sig til i kampen om slutspilspladserne, og er nu et point efter St. Louis på ottendepladsen.

Friday 29 March 2013

Fire danske sejre

Torsdag blev en rigtig god dag for de danske hold. Phoenix fik pustet lidt liv i deres forhåbninger om et slutspil da de endelig fik en sejr mod Nashville. Det skete med en helt absurd første periode, some endte med intet mindre end 6-3 til Phoenix. Mikkel Bødker fik en assist på Phoenix' fjerde mål.



De to sidste perioder blev relativt stilfærdige, med et enkelt mål til hver side. Dermed blev Mikkel den første dansker som nåede 20 point i denne sæson.

Islanders fik også et godt boost i stillingen, selvom de endnu engang smed en føring væk kort før tid. De havde ellers vist god moral i tredje periode mod Philadelphia, og kæmpet sig fra at være bagud 2-1 til at være foran 3-2, men 30 sekunder før sidste slutfløjt fik Scott Hartnell udlignet for Philadelphia. Der blev ikke scoret i overtiden, og Islanders var bedst på straffeslag, på trods af at både Frans Nielsen og John Tavares for en gangs skyld brændte deres forsøg.
Samtidig slog Ottawa, dog uden Peter Regin, New York Rangers 3-0, og dermed har Islanders og Rangers begge 35 point på ottende- og niende pladsen i Eastern Conference. Rangers har dog spillet en kamp færre.

Sidste dansker i kamp var Jannik Hansen for Vancouver, som vandt deres 6. sejr i træk. Colorado blev slået 4-1.

Wednesday 27 March 2013

Assist til Eller i vild sejr

Montreal fik en uhyre vigtig sejr onsdag, da divisionsrivalerne for Boston blev slået 6-5 på straffeslag. Lars Eller fik en assist på PK Subbans mål til 2-0 kort inde i anden periode.



Resten af anden periode tilhørte dog Boston, som førte med hele 4-2 før den sidste periode. Her viste Montreal god moral, og vandt perioden 3-1, og tvang dermed kampen ud i overtid og straffeslag. Her skulle man helt ud i 6. forsøg før Brendan Gallagher kunne sikre de to point til canadierne. Lars Eller brændte sit straffeslag.

I en anden målrig kamp tabte Phoenix 4-3 i overtid til Minnesota, og det begynder at se meget kritisk ud for Phoenix, som nu har 5 point op til stregen.

Tuesday 26 March 2013

Assist til Nielsen

Islanders fik deres anden sejr i træk da Washington blev besejret 3-2 på udebane. Islanders fik den bedst tænkelige start på kampen efter 5 minutter med et mål af Michael Grabner, og 2 minutter senere blev det også 2-0. Frans Nielsen fik en assist på det andet mål.



I anden periode fik Washington udlignet, men Islanders spillede som i sidste kamp mod Florida en god sidste periode, og John Tavares (hvem ellers) kunne afgøre kampen fem minutter før tid.
Med sejren holder Islanders sig til i kampen om slutspilspladserne, kun 2 point fra ottendepladsen.

Vancouver kunne også sætte 2 point ind på kontoen efter tirsdagens kampe. Der blev godt nok ikke scoret i deres kamp mod Columbus, men da Vancouvers Cory Schneider også var perfekt i straffekonkurrencen kunne Maxim Lapierre afgøre kampen med en god baghåndsfinte.
Jannik Hansen havde en stor chance på en friløber 30 sekunder før tid men måtte lige akkurat se Columbus' Sergei Bobrovsky stoppe hans forsøg med en fodparade.

Montreal kunne ikke forhindre Pittsburg i at vinde deres 13. sejr i træk. Sidney Crosby blev matchvinder 13 minutter inde i anden periode, da han scorede kampens eneste mål.

Talent-tirsdag 2012-13/10

I denne uge kan vi slå to fluer med et smæk, for der var dobbelt danskermøde i AHL denne uge. Tirsdag og onsdag mødtes Adirondack og Norfolk med henholdsvis Oliver Lauridsen og Frederik Andersen på banen.
Oliver Lauridsen trak det første strå, da det blev til en 4-1-sejr til Adirondack. Onsdag fik Frederik revanche, da han spillede perfekt, og snuppede samtlige 32 skud, som han fik imod sig. 3-0 lød slutresultatet.
Lørdag havde Frederik, som nu endegyldigt må siges at have erobret målmandsposten i Norfolk, fået genvalg, og med en ny god præstation kunne han sikre Norfolk en relativt sikker 4-1-sejr over Wilkes-Barre/Scranton.
Med sejren er Norfolk nu 4 point fra ottendepladsen, og med 12 kampe tilbage er der stadig liv i håbet.
Det er der derimod ikke for Adirondack på trods af en god weekend med 2 sejre, henholdsvis 5-2 over Connecticut og 4-2 over Portland, ligger helt i bunden af Eastern Conference.

Bemærk i øvrigt Frederiks flotte placering på ranglisten over målmænd i AHL.

Portland started slutspillet med et nederlag og en sejr til Everett (3-4 og 4-1), og det er således helt lige i matchen, som er bedst af 7. Oliver Bjorkstrand fik ikke point i nogen af kampene.

Larsen scorer forgæves

Det ser ud til at Philip Larsen har spillet sig tilbage på Dallas' hold. Mandag, mod Minnesota, startede han for tredje gang i træk, og her fik han vist at han også har nogle offensive kvaliteter. Efter 2 målrige perioder var stillingen 4-3 til Minnesota, men 7 minutter inde i sidste periode fik Philip chancen helt fri foran mål, og han svigtede ikke.



Efter et par forsvarsmæssigt gode kampe af Dallas var der dog dømt åbent hus denne aften, og Minnesota fik lov at score 3 gange mod slutningen af kampen, til slutresultatet 7-4.

Ottawa fortsætter med at vinde umulige kampe. Mandag aften var det New Jersey som blev sendt hjem med et nederlag. På trods af en ulige skudstatistik på hele 34-14 i New Jerseys favør, så stod der 2-2 på tavlen da den regulære tid og overtiden var færdigspillet, og Ottawa viste sig stærkest på straffeslag.
Peter Regin fik et godt kvarter på banen.

Phoenix skal finde på noget nyt, hvis de skal med i slutspillet. I løbet af de sidst 10-15 kampe er de stille og roligt gledet ud af kampen om slutspilspladserne, og mandagens nederlag på 3-2 til Detroit hjalp ikke på den situation. Der er nu 4 point op til stregen, og med kun 16 kampe tilbage ser det en lille smule kritisk ud.

Monday 25 March 2013

Islanders holder fast

Efter 3 nederlag i træk skulle Islanders møde bundholdet Florida. Efter 6 minutter kom Islanders foran på power play. Islanders kørte pucken godt rundt, og Andy MacDonald fik oceaner af tid til at placere sit slagskud, som fløj forbi en chanceløs Johan Markström i Florida-målet. Frans Nielsen havde næstsidste stav på pucken.



Den stilling holdt til slutningen af anden periode, og så sad man lidt og frygtede for Islanders mod slutningen af kampen. Men en koncentreret indsats af Islanders-forsvaret og målmand Nabokov forhindrede Florida i at score, og det ene mål var altså nok. Mod slutningen af kampen fik Islanders endda scoret et par gange i tomt mål til slutresultatet 3-0.
Med sejren holder Islanders liv i håbet om en slutspilsplads - der er to point op til bysbørnene fra New York Rangers på ottendepladsen.

Aftenens anden danskerkamp stod mellem Vancouver, som efter en dårlig stime havde vundet 3 i træk, og divisionsrivalerne fra Colorado. Det blev til en sejr på 3-2, som der, på trods af de tætte cifre, aldrig rigtig var tvivl om.
Jannik Hansen fik ikke point.

Sunday 24 March 2013

Hansen-assist i smal sejr

Jannik Hansen stod for aftenens enlige danske point, da Vancouver var på besøg i Los Angeles. Midtvejs i første periode var Jannik med til at erobre pucken i egen zone, og efter en flot pasning fra Jordan Schroeder kunne Mason Raymond relativt let bringe Vancouver foran 1-0.



Vancouvers forsvar, og i særdeleshed målmand Cory Schneider, havde en god aften, og det skulle vise sig at det ene mål var nok for canadierne, da Los Angeles, for anden kamp i træk, ikke formåede at score.

Ottawa fortsætter, på trods af de mange skader, med at vinde kampe, og lørdag gik det ud over Tamba Bay, som blev besejret 5-3.
Peter Regin fik ca. 10 minutter på isen, men gjorde sig ikke synderligt bemærket.

I Dallas var Philip Larsen igen med da Colorado kom på besøg, og det gik endnu engang udmærket. Det blev til knap 10 minuttes istid til Philip, og en sikker 5-2-sejr til Dallas.

Montreal tabte et lille skridt i kampen of førstepladsen i Eastern Conference da de blev slået 2-1 af Buffalo. De kunne dog glæde sig over at divisionsrivalerne fra Boston også tabte deres kamp lørdag med 3-2 til Toronto.
Lars Eller fik et stort kvarter på isen.

Saturday 23 March 2013

Nielsen-assist i nederlag

New York Islanders tog fredag aften imod formstærke Pittsburgh, som inden da havde vundet 10 kampe i træk. I første periode dominerede Islanders (skudstatistik 14-3), og efter 7 minutter var der gevinst. Frans Nielsen vandt en face-off i Pittsburghs zone, og Mark Streit bragede pucken i mål med et flot slagskud.



Anden periode var mere lige, og før sidste periode var stillingen 2-2. Som så ofte før kunne Islanders ikke følge med i sidste periode, og det endte med en 4-2-sejr til Pittsburgh, som altså nu har vundet 11 kampe i streg, mens det var Islanders' tredje nederlag i træk.

Friday 22 March 2013

Alle mand i kamp

Onsdag var det kun Dallas, som var i kamp, og Philip Larsen sad igen over. Det blev til et 4-3-nederlag til Colorado.

Torsdag blev vi danske NHL-fans til gengæld forkælet med hele 2 danskeropgør, og alle seks spillere i aktion . Montreal var på besøg i New York, Phoenix tog imod Vancouver, mens både Dallas og Ottawa også spillede.

Aftenens eneste danske point kom i kampen mellem Phoenix og Vancouver, hvor Vancouver kom foran 1-0 efter 6 minutter, men Phoenix fik udlignet kort inde i sidste periode. Godt ti minutter før slutfløjtet forsøg Jannik Hansen en styring tæt på mål. Pucken gik godt nok ind, men faldt ned foran et helt tomt mål, så Jordan Schroeder let kunne prikke den ind over stregen.



Stillingen holdt kampen ud, og Vancouver fik således lidt luft ned til niendepladen i Western Conference, mens Phoenix stadig må finde sig i en placering under stregen.

I New York fortsatte Islanders' deres tradition med at have problemer i sidste periode. Efter en ret lige start på kampen var stillingen 2-2 efter 2 perioder, men i sidste perioder satte Montreal trumf på, og scorede 3 gange. Hverken Frans Nielsen eller Lars Eller kom på tavlen.
Med sejren er Montreal stadig godt med i kampen om førstepladsen i Eastern Conference (2 point efter Pittsburgh, men med en kamp færre spillet), mens Islanders stadig ligger og svæver lige uden for slutspilspladserne

Philip Larsen var med hos Dallas igen mod de forsvarende mestre fra Los Angeles, og det gik ganske glimrende. Godt nok fik han kun ca. 10 minuter på isen, men han var trods alt med til at holde nullet, og med 2 scoringer i tredje periode kunne Dallas sætte 2 vigtige point ind på kontoen. De ligger nu på den utaknemmelige niendeplads i Western Conference, men der er kun et point op til San Jose på ottendepladsen (tilsvarende skal det så bemærkes at der kun er et enkelt point ned til Nashville på tolvtepladsen, så det er helt utrolig tæt på dette tidspunkt af sæsonen).

Sidste dansker i kamp var Peter Regin, som fik knap 10 minutters istid da Ottawa tabte 2-1 til Boston.

Wednesday 20 March 2013

Alle gode gange 5

Oven på et par halvsløje dage skulle tirsdag vise sig at blive en helt fantastisk dag for de danske spillere. 5 danskere var i kamp (kun Dallas med Philip Larsen spillede ikke), og alle 5 fik point.

Vi starter i New York, hvor Islanders tog imod Ottawa og Peter Regin. Frans Nielsen kom først på tavlen, da han var med til at bringe Islanders foran 2-1 efter blot 14 sekunder af anden periode.



Islanders kom også foran 3-1, men i tredje periode viste de sig igen fra deres værste side mode slutningen af en kamp. Først fik Ottawa reduceret til 3-2 ved Jakob Silfverberg, med assist af Peter Regin - hans blot tredje i denne sæson.



Et minut senere fik Ottawa også udlignet, og et minut før tid kunne Sergei Gonchar afgøre kampen til canadiernes fordel.

Jannik Hansen blev aftenens eneste danske målscorer da han åbnede scoringen i Vancouvers kamp mod St. Louis.



Det var Janniks ottende mål i denne sæson. Vancouver kom også på 2-0 og 3-0, men i tredje periode var det tæt på at gå galt, da St. Louis fik reduceret til 3-2. Denne stilling holdt kampen ud, og Vancouver fik sålede 2 hårdt tiltrængte point på kontoen.

Montreal tabte 3-2 til Buffalo på et mål i overtiden. Inden tredje periode var Buffalo foran 2-0, men Montreal fik udlignet, og kunne trods alt være meget godt tilfredse med det ene point. Lars Eller fik en assist på målet til 2-2



Sidste danske point stod Mikkel Bødker for, da Phoenix var på besøg i Los Angeles. Han lagde op til kaptajn Shane Doans mål kort før tid, som reducerede til 3-2.



Phoenix formåede dog ikke at udligne, og måtte altså vinke farvel til 2 point.

Tuesday 19 March 2013

Talent-tirsdag 2012-13/9

Frederik Andersen havde en noget atypisk uge. Onsdag gjorde han det fint, og lukkede 2 mål ind på 28 skud mod Charlotte i en kamp som Norfolk vandt 3-2.
Igor Bobkov overtog målet fredag mod Syracuse, og her blev det til en 4-3 sejr.
Lørdag var Frederik igen på mål, men Binghamton var ikke rare ved ham, og scorede hele 5 gange. Norfolk scorede kun en enkelt gang i den anden ende og det endte altså med et stort nederlag.

Oliver Lauridsen og Adirondack fik 2 nederlag, men dog også en enkelt sejr at varme sig på i den forløbne uge. Onsdag vandt Portland 6-3, fredag blev det til en 3-2-sejr over Binghamton, men søndag vandt Hershey 5-2.

Oliver Bjorkstrand og Portland fortsatte de gode takter, og vandt 3 kampe ud af 3 mulige.
Fredag blev Seattle slået 8-4, og Oliver scorede en enkelt gang. Lørdag blev Seattle igen slået, denne gang 6-5 efter straffeslag. Denne gang var der ingen point til Oliver.
Det var der derimod søndag, da Spokane blev besejret 6-1. Her blev det både til et mål og en assist fra Oliver.

Intet nyt fra vestfronten

Der var ikke de helt store nyheder i de sidste par dage, set med danske øjne, så her er en lille hurtig gennemgang.

Søndag vandt Ottawa 4-1 over Winnipeg. Peter Regin var med, men fik igen kun cirka 10 minutters istid.

Mandag blev desværre ikke en god dag for de danske spillere. Mikkel Bødker og Phoenix formåede for fjerde gang i træk ikke at score på udebane (noget som ikke er sket siden 1967-68-sæsonen), og tabte derfor 4-0 til Los Angeles.
Vancouver tabte 3-1 til Minnesota, og er faktisk faretruende tæt på at ryge ud af slutspilspladserne. Der er kun to point ned til Phoenix på niendepladsen.
Dallas vandt godt nok 4-3 over Calgary, men det skete uden dansk medvirken, da Philip Larsen igen sad over.

Tirsdag mødes Ottawa og Islanders i et danskeropgør, og Montreal tager imod Buffalo, så vi krydser fingrene for lidt bedre resultater for de danske spillere der.

Sunday 17 March 2013

Assist til Frans Nielsen

Islanders var på besøg i Florida lørdag, og det blev til den anden sejr i træk for New York'erne. Frans Nielsen havde en finger (eller stav) med i spillet, da han efter godt 15 minutters spil fik pucken bag Floridas mål og spillede den tilbage til Kyle Okposo som relativt let kunne score kampens første mål.



Islanders kom også foran 2-0 og 3-0, men i sidste periode så det endnu engang ud til at Islanders ville smide en føring væk, da Florida på mindre end 2 minutter fik udlignet. Islanders mistede dog ikke modet, og 7 minutter før tid bragte Casey Cizikas dem foran igan, og denne gang holdt føringen.

Montreal kunne med en sejr over New Jersey bringe sig i spidsen af Eastern Conference, og den opgave lykkedes til fulde, da det blev 2-1 til canadierne.

Skadesplagede Ottawa bliver ved med at finde måder at vinde på. Denne gang gik det ud over Buffalo, som blev besejret 4-3 på et mål af Kyle Turris i overtiden. Peter Regin var med igen hos Ottawa, men fik kun lidt under 10 minutter på isen.

Phoenix derimod måtte nøjes med et point, da der ikke blev scoret i deres kamp mod Columbus, og Columbus tog de 2 point på straffeslag.

I Vancouver viste Detroits gamle kæmper - Pavel Datsyuk og Henrik Zetterberg - at de stadig er folk man skal regne med. 3 assist og 2 mål blev det til, og en sikker Detroit-sejr på 5-2.

I Dallas sad Philip Larsen igen udenfor mod topholdet Chicago. Forskellen mellem top og bund blev dog udstillet her, da Chicago gave Dallas en øretæve på 8-1.

Friday 15 March 2013

Tredje stjerne

For tredje dag i træk blev en dansker valgt til en kampens 3 stjerner. Efter Mikkel Bødker og Lars Eller var det Jannik Hansens tur torsdag mod Nashville. Han dog "nøjes" med valget som næstbedste.
Første gang Jannik lynede var efter blot 1 minut, da Nashvilles målmand Pekka Rinne var lidt for lemfældig med pucken, og en ihærdig Jannik kunne erobre den bag målet, og spille den tilbage til Andrew Ebbet, som lidt heldigt kunne sætte den i mål.



2 minutter før afslutningen af sidste periode fik Jannik endnu en assist. På et hurtigt opløb trak Jannik ind foran mål, så Mason Raymond fik helt frit skud.



Jannik var dog slet ikke færdig endnu, og 13 minutter inde i anden periode viste han hvor hurtig han er, da han ganske simpelt løb forbig Nashvilles Scott Hannan og (lidt heldigt) fik lagt pucken i mål.



Det var ikke målmændenes kamp denne aften, så det endte med 7-4 til Vancouver.

Frans Nielsen spillede også en god kamp, omend han ikke kom på tavlen. Islanders fik en smal 2-0-sejr over Tampa Bay, og holder liv i håbet om en slutspilsplads.

Dallas har også stadig håbet i behold, men måtte dog se sig slået 2-1 af Anaheim på straffeslag. Med danske øjne var det glædeligt at Philip Larsen var med hos Dallas igen, på trods af at han kun fik knap 13 minutter på isen.

Dallas ligger 2 point efter Phoenix, som lige akkurat holder fast i ottendepladsen i Western Conference på trods af at de torsdag tabte 3-0 til St. Louis

Thursday 14 March 2013

Lars Eller afgør nabostrid

For anden dag i træk blev en dansker valgt som "first star". Tirsdag tilfaldt æren Mikkel Bødker, og onsdag gentog Lars Eller kunststykket. Montreal havde besøg af naboerne fra Ottawa (desværre igen uden Peter Regin), og 7 minutter inde i kampen fik Lars Eller klemt in retur forbi Robin Lehner i Ottawas mål.



Kampen bølgede frem og tilbage, og da slutfløjtet lød, stod der 3-3 på måltavlen, og kampen skulle således afgøres på straffeslag. Her fik Lars chancen for at afgøre kampen, og det var en mulighed han udnyttede til fulde:

Wednesday 13 March 2013

Bødker dobbelt målscorer

Tirsdagens dansker blev så afgjort Mikkel Bødker som scorede 2 gange da Phoenix slog Los Angeles 5-2. Mikkel åbnede kampen, da han scorede til 1-0, godt halvvejs i første periode. Han fik pucken i tæt trafik, tog et par træk, og udplacerede Jonathan Quick i Los Angeles' mål.



Phoenix kom på 2-0 senere i første periode, og 3 minutter inde i anden periode kunne Mikkel så gøre det til 3-0, på et mål meget ligt det første.



Phoenix kom også på 4-0 inden Los Angeles fik reduceret til 4-1 og 4-2, men godt 11 minutter inde i tredje periode afgjorde rob Klinkhammer endegyldigt kampen, da han scorede til slutresultatet 5-2.

Jannik Hansen ville også være med, og han fik med en assist en vigtig rolle da Vancouver slog Columbus 2-1 på straffeslag.



Dallas var igen uden Philip Larsen, og tabte 4-0 til Nashville

Tuesday 12 March 2013

Talent-tirsdag 2012-13/8

Det ser ud til at Frederik Andersen endegyldigt har erobret målmandsposten i Norfolk, i hvert fald spillede han alle tre kampe i denne uge, på bekostning af rivalen Igor Bobkov.
Onsdag, mod Charlotte, måtte han noget usædvanligt se sig passeret 3 gange på 22 forsøg, og det kostede et nederlag på 3-2.
Hen over weekenden var Frederik dog tilbage i vanlig form, og i begge kampene mod Hershey lukkede han kun et enkelt mål ind, og det blev således til to sikre sejre, 5-1 og 4-1.

Oliver Lauridsen og Adirondack havde også en god uge. Fredag blev Springfield besejret 2-1, og søreme om det ikke var Oliver, som med et af sine sjældne mål afgjorde kampen kort inde i tredje periode. Det var hans første mål i sæsonen.
Lørdag vandt Adirondack igen, denne gang 4-3 over Connecticut, dog uden Danske point.
Søndag måtte Adirondack så bøje sig for Albany, men det skete først på straffeslag efter 2-2 i den ordinære spilletid.

I WHL kom Portland igang igen efter forrige uges nederlag, og besejrede tirsdag Everett med 6-3. Oliver Bjorkstrand havde en enkelt assist. Søndag blev det så til endnu en sejr - 5-2 over Victoria. Oliver gjorde sin del af arbejdet, med et mål og en assist.

I Sverige sluttede Nicklas Jensen og AIK sæsonen af på en god måde, da Timrå blev besejret 3-1. Nicklas Jensen scorede en enkelt gang, og endte på 17 mål og 6 assists for sæsonen. Nicklas var den mest scorende spiller for AIK, og også den mest scorende juniorspiller i Elitserien, så alt i alt en god præstation, selvom hans målproduktion gik noget ned i den sidste halvdel af sæsonen.