Friday 23 March 2012

Jannik Hansen slår Philip Larsen

Med under 10 kampe tilbage er kampen om slutspilspladserne virkelig spidset til, og torsdag mødtes Vancouver og Dallas i en yderst vigtig kamp. Vancouver, uden en skadet Daniel Sedin, kom bedst fra start, og efter knap fem minutter kunne Mason Raymond bringe dem foran 1-0. I starten af tredje periode blev det også 2-0 ved Kevin Bieksa, inden Vernon Fiddler reducerede for Dallas. Flere scoringer blev det dog ikke til, så Vancouver fik de 2 vigtige point. Den ellers fredsommelige Jannik Hansen var involveret i en slåskamp midt i tredje periode, havde et par skud på mål, og udførte ellers sine defensive pligter som forventet, mens Philip Larsen også spillede solidt for Dallas.
De to point betyder at Vancouver blot er 4 point efter St. Louis, som indtager førstepladsen i Western Conference, mens Dallas røg fra tredjepladsen helt ned til ottendepladsen.

Et af de hold som profiterede af Dallas' nederlag var Mikkel Bødkers Phoenix, som med en utrolig vigtig sejr over Colorado overhalede både Colorado og Dallas, og nu indtager syvendepladsen i Western Conference. Phoenix' målmand Mike Smith var kampens helt store spiller med 39 redninger på 41 skud, mens Mikkel Bødker ikke gjorde det store væsen af sig.

Philip Larsen forsøger at holde Vancouvers Ryan Kesler fra fadet (Foto: Blackout Dallas)

No comments:

Post a Comment