Friday 30 March 2012

Nielsen-assist i sejr, vigtig sejr til Phoenix.

For anden kamp i træk mødtes Islanders og Penguins, denne gang i New York, og ligesom i tirsdagens kamp endte det med en 5-3 sejr til Islanders. Islanders startede igen bedst, og efter 2 perioder førte de 3-1. Kort inde i tredje periode fik Frans Nielsen en assist på Kyle Okposos mål til 4-1, og så lignede det en kamp der var afgjort. Lidt spændende blev det alligevel da det lykkedes for Pittsburgh at reducere til 4-3, men nærmere kom de ikke, og med 5 sekunder tilbage kunne Josh Bailey lukke kampen med en scoring i tomt mål. Josh Bailey var i øvrigt kampens helt store spiller med 5 point.
Det blev altså til 2 flotte sejre over et af de absolutte tophold i ligaen, og selvom det er for lidt og for sent i denne sæson, så kan vi jo håbe på at det er et tegn på bedre tider i næste sæson.

I den ultratætte Pacific Division fik Phoenix 2 vigtige point, da San Jose blev besejret 2-0. Det betød at Phoenix hoppede fra niendepladsen op på syvendepladsen i Western Conference.

For at gøre det lidt nemmere at holde styr på den tætte kamp om slutspilspladserne i Western Conference vil vi her i den sidste ugestid af den ordinære sæson inkludere en tabel med de hold som ligger lige omkring grænsen.

Seedning Hold Point
3 Dallas 89
7 Phoenix 89
8 Los Angeles 88
9 San Jose 88
10 Colorado 86

No comments:

Post a Comment