Thursday 28 February 2013

2 point til Bødker

Gårsdagens opdatering blev sprunget over, da der ikke var så forfærdelig meget at skrive om. Montreal var eneste danskerhold i kamp onsdag, og det blev til en sikker sejr på 5-2 over Toronto, dog uden point fra Lars Eller.

Torsdag var 4 andre danskerhold i kamp, dog ikke med stor succes, for det blev til 4 nederlag. Med danske øjne kunne vi dog glæde os over 2 assists til Mikkel Bødker, men Mikkel var nok ikke tilfreds med aftenen, for Phoenix tabte 4-3 til Minnesota.

Ottawa tabte 2-1 til Boston, men det skete i overtiden, så canadierne fik et point ud af anstrengelserne. Peter Regin var endnu engang med hos Ottawa, så det ser ud til at han er helt over sin skade.

Islanders fik også et enkelt point, da de tabte 5-4 i overtid til Toronto. Heller ikke her var der danske point.

Til sidst havde Dallas besøg af Edmonton, men Philip Larsen måtte endnu engang overvære kampen fra tilskuerrækkerne. Dallas tabte hele 5-1, så forhåbentlig får Philip snart chancen igen.

Tuesday 26 February 2013

Bødker scorer mod Hansen

Tirsdagens danske præstation stod Mikkel Bødker for, da han og resten af Phoenix-mandskabet var på besøg hos Jannik Hansen i Vancouver. Midtvejs i anden periode, ved stillingen 1-0 til Phoenix, fik Mikkel fat i en løs puck, tog et træk på tværs af banen og sendte pucken forbi en chanceløs Cory Schneider i Vancouvers mål.



Vancouver fik reduceret til 2-1, men midtvejs i tredje periode var Mikkel på spil igen. På en kontra løb pucken fra ham, men han kastede sig, og fik på mirakuløs vis sendt pucken ind foran mål til en helt fri Antoine Vermette, som lige akkurat fik klemt den forbi Cory Schneider.



Det endte med en 4-2-sejr til Phoenix, som nu ligger side om side med Detroit og San Jose på en ottendeplads i Western Conference. Vancouver ligger på tredjepladsen i Western, på trods af at de har tabt to kampe i træk.

Islanders havde besøg af Boston, og det blev ikke en rar oplevelse for vores danske ven, for Boston vandt en sikker sejr på 4-1

Philip Larsen måtte igen sidde over da Dallas slog Columbus 5-4 i overtid.

Talent-tirsdag 2012-13/6

Vi starter i Amerika, hvor Frederik Andersen fortsætter de gode takter. Fredag aften mod Providence måtte han overtage målmandsposten efter 28 minutter, da Igor Bobkov lukkede 3 mål ind på 19 skud. Frederik holdt buret rent i de resterende godt 32 minutter, men Norfolk formåede slet ikke at score og tabte således 3-0.
Lørdag - igen mod Providence - startede Frederik i målet, og det gjorde han godt. Providence scorede 2 gange, men de brugte 39 forsøg, og da Norfolk fik scoret 3 gange, blev det sejr til Frederik, som fortsætter med at styrke sin position i statistikken. Han har nu sjettebedste "goals against average" og tredjebedste redningsprocent i AHL.

Helt samme succes var der ikke til Oliver Lauridsen. Fredag tabte Adirondack 2-1 til Wilkes-Barre/Scranton, og lørdag blev det et nederlag på 3-0 til Hershey, på trods af en skudstatistik der sagde 40-28 i Adirondacks favør.
Søndag var der lidt oprejsning til Adirondack, da Binghamton blev slået 2-1

Det er svært at følge op på fire mål i en kamp, men Oliver Bjorkstrand gjorde et godt forsøg. Onsdag fik han 2 assists da Portland slog Kamloops 3-0 i WHL. Fredag var der også en assist til Oliver, da Prince George blev besejret 6-2, og lørdag blev det også til en enkelt kasse da Prince George igen blev slået med tennis-cifre, 6-1 blev det denne gang.

I Elitserien gør Nicklas Jensen det stadig udmærket. Torsdag vandt AIK 3-2 over Färjestad, dog uden at Nicklas fik point, men søndag var der et enkelt mål for ham. Det hjalp dog ikke meget, for AIK tabte alligevel 5-3 til Frölunda.

Regin matchvinder i comeback

Tirsdag var der vaskeægte danskerkamp i NHL, da Montreal var på besøg hos naboerne fra Ottawa. Lars Eller var selvfølgelig med hos Montreal, og som dagens gode nyhed var Peter Regin med på Ottawa's hold, og det skulle vise sig at være en god beslutning.

Det blev en tæt og intens affære som endte 1-1 efter den ordinære spilletid og overtid. Hjemmeholdets målmand, Ben Bishop, var kampens store oplevelse med 44 redninger på 45 skud. Straffeslagskonkurrencen blev også helt lige, og måtte helt ud i 5 forsøg før Peter Regin satte det afgørende mål ind:



Det var Ottawas femte sejr i træk, og de ligger godt til en slutspilsplads, mens Montreal med det ene point holdt fast i førstepladsen i Eastern Conference.

Dallas var på besøg i Nashville, men Philip Larsen fik ikke lov at spille. Det burde han måske have gjort, for Dallas-forsvaret var ikke imponerende, og det endte med et nederlag på 5-4 efter et mål i overtiden. Et point var lige akkurat nok til at Dallas beholder ottendepladsen i Western Conference, men de har spillet en eller to kampe flere end holdene lige omkring dem.

Sunday 24 February 2013

Tre danske nederlag

Søndag var ikke en god dag for de danske NHL'ere. Alle 3 danskere i aktion tabte efter at have været foran.

Vancouver var på besøg i Detroit, og efter en hæsblæsende første periode var stillingen 3-2 til Vancouver. I en spillemæssig ret lige anden periode fik Detroit dog scoret 3 ubesvarede mål, og i tredje periode gik Vancouver helt ned, og endte med at tabe hele 8-3.

Islanders var også foran efter første periode mod Carolina. 2-0 stod det, men endnu engang blev en føring smidt væk imod slutningen af kampen, og det endte med et nederlag på 4-2.

Phoenix havde samme historie mod Calgary. De førte 4-3 indtil kort før slutfløjtet, men med mindre end 2 minutter tilbage scorede Calgary 2 gange, og tog således sejren 5-4.

2 point til Lars Eller

Set med danske øjne tilhørte lørdag aften Lars Eller. Montreal havde besøg af New York Rangers, og det blev til en sikker sejr på 3-0. Efter første periode stod det 0-0, men i anden periode gik tredjekæden med Lars Eller, Alex Galchenyuk og Erik Cole helt amok. Først scorede Erik Cole et uassisteret mål, derefter scorede Galchenyuk til 2-0 med assist af Lars Eller, og sidst i perioden scorede Lars Eller til 3-0 i power play. Erik Cole stod godt placeret inde foran mål, og dækkede alt udsyn for Martin Biron i Rangers' mål, så et ellers harmløst skud fra Lars kunne gå uhindret i mål.



Det var Lars' 8. og 9. point i denne sæson, og han er således ved at komme godt med i kampen om at blive bedste dansker. Flot, med tanke på at han som oftest spiller langt under 15 minutter per kamp.

Mikkel Bødker kom også på tavlen lørdag i Phoenix' kamp mod Edmonton. Ved stillingen 1-0 til Phoenix, fik Mikkel sendt et skud afsted, som ramte begge stolper uden dog at gå ind, men Mike Lombardi stod det rigtige sted, og kunne let sende returen i nettet.
Edmonton fik dog udlignet, og i straffeslagskonkurrencen missede blandt andre Mikkel sit forsøg, så Edmonton kunne til slut sætte de to point ind på kontoen.

Også de andre danskere i aktion lørdag havde gode oplevelser, omend der ikke var flere danske point. Islanders vandt 4-0 over Buffalo, og Dallas vandt 3-1 over San Jose.

Ottawa fik på trods af de mange skader deres fjerde sejr i træk da rivalerne fra Toronto blev slået 3-2. Peter Regin var endnu engang ikke med, men han er dog stadig registreret som "day-to-day", så forhåbentlig er han snart tilbage.

Saturday 23 February 2013

Jannik Hansen tilbage med sejr

Jannik Hansen var tilbage på isen efter sin karantæne da Vancouver fredag var på besøg i Nashville. Roberto Luongo blev helten for Vancouver denne aften, da han holdt målet rent, og så gjorde det ikke så meget at Vancouver kun fik scoret et enkelt mål. Jannik Hansen gjorde sig ikke særligt bemærket.

Thursday 21 February 2013

Frans Nielsen scorer mod Lars Eller

Montreal og Lars Eller fik torsdag besøg af Islanders og Frans Nielsen, og det slap amerikanerne bedst fra. Montreal førte 3-2 inden sidste periode, men for en gangs skyld var det Islanders' tur til at lave comeback. Godt 10 minutter før tid fik Frans Nielsen frit skud inde foran mål, og placerede et vristskud helt oppe i det ene målhjørne, uden chance for Montreal-målmand Carey Price:



3-3 holdt kampen ud, og tre minutter inde i overtiden kunne Islanders' Thomas Hickey afgøre kampen. Med aftenens resultat holder Montreal lige akkurat fast i førstepladsen i Eastern Conference, mens Islanders trods alt holder liv i håbet om en slutspilsplads. De har 3 point op til bysbørnene fra New York Rangers på ottendepladsen.

Der kunne også have været danskermøde i Dallas, hvor Vancouver var på besøg, men det blev spoleret af Jannik Hansens karantæne. Vancouver lod sig dog ikke mærke, og vandt 4-3. Philip Larsen var med hos Dallas, men gjorde sig ikke synderligt bemærket.
Vancouver ligger på tredjepladsen i Western Conference, mens Dallas ligger lige uden for slutspilspladserne på en niendeplads - et point efter Minnesota på ottendepladsen.

I Ottawa fortsætter skadeshelvedet. Denne gang gik det ud over førstemålmand Craig Anderson, der måtte udgå efter 41 minutter. Et hårdt slag for Ottawa, som dog formåede at vinde kampen 3-2 på straffeslag. Peter Regin er stadig skadet, og det er uvist hvornår han er med igen.

Wednesday 20 February 2013

Karantæne til Hansen

Jannik Hansen fik en kamps karantæne for sin tackling, som efterlod Chicagos Marian Hossa liggende på isen, og selv set med meget danske briller så synes jeg faktisk det er i orden. Uanset om det var forsætligt eller ej, så var det en alt for vild tackling.

NHL's Brendan Shanahan forklarer:

Nyt point til Lars Eller

Montreal vandt den femte kamp i træk, og Lars Eller fik endnu engang personlig succes. Stillingen var helt lige, 1-1, efter 2 perioder, men kort inde i sidste periode fik Lars pucken på en kontra, spillede den lidt heldigt på tværs til Brandon Prust som kunne sende den tilbage ind foran mål hvor både Lars og Alex Galchenyuk stod helt fri. Galchenyuk fik staven på først og Lars måtte altså "nøjes" med en assist:



Føringen holdt kampen ud, og Montreal overtog dermed førstepladsen i Eastern Conference.

Islanders var på besøg i Ottawa, som igen var uden Peter Regin. Lidt skræmmende går rygterne nu på, at det godt kan være en mere alvorlig skade end de første nyheder gave indtryk af. Vi krydser fingrene for Peter. Ottawa klarede sig dog fint uden flere af de normale profiler, og vandt 3-1, blandt andet med en stærk præstation af Craig Anderson i målet (37 redninger på 38 skud). Frans Nielsen fik ikke point.

I Chicago tabte Vancouver 4-3 på straffeslag. Jannik Hansen fik ikke point, men fik en uheldig hovedrolle, da han tacklede Chicagos Marian Hossa bagfra, så denne måtte udgå.



Læs mere her.

Tuesday 19 February 2013

Talent-tirsdag 2012-13/5

Frederik Andersen er tilbage i Amerika, og fortsætter det gode spil. Søndag var første kamp for ham efter skuffelsen med landsholdet, og det blev en god oplevelse for Frederik, som var med til at vinde 3-2 over Bridgeport i overtid.

Oliver Lauridsen havde en travl weekend, med kamp både fredag, lørdag og søndag. Først blev Albany besejret 4-2, men lørdag vandt Worcester 3-2.
Søndagens kamp mod Springfield blev en ubehagelig oplevelse, da den måtte afbrydes 3 minutter før slutningen af anden periode. Springfields Wade MacLeod faldt om med konvulsioner, og måtte køres på hospitalet. På dette tidspunkt førte Adirondack 2-1, og kampen skal nu spilles færdig på et endnu ukendt tidspunk. Oliver fik ikke point i nogle af kampene.

Oliver Bjorkstrand og Potland spillede også 3 kampe denne weekend, og det gik mildest talt godt for vores unge danske ven. Fredag blev det til et mål og en assist, men det kunne dog ikke forhindre at Tri-City vandt 6-2. Lørdag blev det til en enkelt assist da Vancouver blev besejret 4-3.
Mandag gik Oliver så amok i en ren målrus. Hele fire mål blev det til, og en enkelt assist som toppen på kransekagen, og det medførte en sikker sejr på 8-3 over Spokane. Se alle Olivers 4 mål her.
Med weekendens flotte præstation har Oliver nu 53 point i 53 kampe, og ligger på en flot 28.-plads i WHL (bedste rookie).

I Sverige, er Nicklas Jensen tilbage i AIK, og medvirkede i to kampe. I torsdags blev MODO slået 3-1, dog uden at Nicklas fik point, og tidligere i dag (tirsdag) blev det til et nederlag til Skellefteå på 5-2. Heller ikke her var der point til Nicklas.

Mikkel Bødker scorer i Phoenix-sejr

Målmand Mike Smith er ved at være i topform, og med en god offensiv ser det efterhånden godt ud for Phoenix, som igen har kæmpet sig op blandt slutspilspladserne.
Mikkel Bødker fortsætter også det gode spil, og mandag blev til endnu en scoring fra hans hånd. Ok, det var ikke verdens mest fantastiske scoring, men et mål er nu engang et mål:



Mike Smith holdt buret rent, og det blev derfor til en sikker 4-0-sejr.

I Montreal var det også en god dansk dag. Canadiens besejrede Carolina 3-0, og Lars Eller fik en assist på canadiernes første mål:



Det blev til yderligere 2 scoringer for Montreal, som dermed vandt den fjerde sejr i træk.

Derimod var der dårlige nyheder fra Ottawa. Godt nok vandt Ottawa 2-1 over New Jersey, men Peter Regin måtte sidde over med en skade. Det skulle være en mindre skade, men med tanke på Peters historie, så er der nok ikke råd til mange sådanne udfald i denne sæson.

Tilbage syd for grænsen måtte Islanders efter 2 gevinster i træk lægge ryg til en ordentlig gang prygl. Philadelphia slog dem hele 7-0.

Sunday 17 February 2013

To nederlag

Søndag tabte både Jannik Hansen og Philip Larsen deres kampe. Vancouver fik dog et point til regnskabet, da de tabte 4-3 på straffeslag til St. Louis.
Dallas måtte derimod indkassere et rundt nul, efter at have smidt en 3-1-føring væk i sidste periode. 4-3 vandt Calgary.

Saturday 16 February 2013

Assist af Bødker

Det blev ikke til noget indlæg lørdag, på grund af travlhed på "redaktionen", men det var nu heller ikke fordi der var så meget at skrive om. Godt nok var der danskermøde fredag aften - Dallas var på besøg i Vancouver - men de to danskere havde ikke nogle hovedroller. Philip Larsen, som heldigvis var at finde med skøjterne på, kunne være mest tilfreds med kampen, for Dallas vandt 4-3.

Lørdag skulle Phoenix møde bundholdet Columbus, og det blev da også til en sejr på 5-3. Mikkel Bødker fik en enkelt assist da Phoenix efter 5 minutter udlignede til 1-1:



Efter 2 perioder var stillingen 3-3, men otte minutter inde i sidste periode satte Martin Hanzal den afgørende scoring ind.

Islanders fik, med en 5-1-sejr over New Jersey, deres anden sejr i træk, og nærmer sig igen en slutspilsplads. Frans Nielsen fik ikke point.

Det gjorde Lars Eller heller ikke, men Montreal vand deres tredje sejr i træk - 4-1 over Philadelphia, og ligger nu på en flot andenplads i Eastern Conference.

Aftenens danske taber var Peter Regin, som sammen med holdkammeraterne måtte se sig besejret 3-0 af Toronto.

Friday 15 February 2013

Skarpretter Nielsen

Ingen danske point torsdag, men Frans Nielsen fik alligevel en hovedrolle, da han endnu engang viste hvorfor han er en af de mest frygtede straffeskytter i NHL.
Islanders havde taget den korte tur til naboerne fra Rangers, og efter en underholdende kamp, som bølgede frem og tilbage, stod der 3-3 på resultattavlen. Så skulle Frans igen vise sit værd, og selvom han for en sjælden gangs skyld ikke brugte sin baghåndsfinte, så blev det alligevel til en usvigelig sikker scoring:



John Tavares scorede også på sit straffeslag, og da Evgeni Nabokov snuppede Rangers' 2 første forsøg kom de to point med Islanders hjem

Lars Eller og Montreal fik også to point med hjem, da Florida blev besejret 1-0. René Borque blev aftenens helt for canadierne.

Phoenix måtte derimod se sig slået 3-0 af Nashville.

Thursday 14 February 2013

Ottawa mister forsvarsgeneral

Onsdag var ikke nogen spændende aften set med danske øjne. Ottawa var på besøg i Pittsburgh, og tabte 4-2. Værre var det, at Erik Karlsson, der sidste sæson blev kåret som den bedste back i ligaen, blev alvorligt skadet, og er formentlig ude resten af sæsonen. et hårdt slag for Ottawa, som efter en god start har tabt 6 af de sidste 8 kampe. Dallas var involveret i en underholdende kamp i Calgary, som endte hele 7-4 til hjemmeholdet. Philip Larsen kunne dog ikke klandres for de mange mål, for han var endnu en gang henvist til tilskuerpladserne.

Wednesday 13 February 2013

Jannik Hansen scorer igen

Tirsdag var en rigtig god dag for de danske hold, og på det personlige plan var der også masser at glæde sig over for os danske ishockeyfans.

Først og fremmest så fik vi et flot mål af Jannik Hansen - hans tredje i sæsonen. Ved stillingen 1-0 til Vancouver fik Mason Raymond tilkæmpet sig pucken og sendt den på tværs af banen til Keith Ballard, som kunne sende en perfekt pasning til Jannik, der helt fri foran mål satte pucken op i det ene målhjørne.

Janniks scoring:


Minnesota reducerede til 2-1 i tredje periode, men Vancouver holdt stand, og sikrede sig den sjette sejr i træk, og Jannik Hansen blev således noteret for sejrsmålet, og han blev også valgt til kampens første stjerne.

Montreal var foran 3-0 efter 2 perioder mod Tampa Bay, men Tampa Bay formåede at komme tilbage og udligne. Montreal fik dog alligevel 2 point med hjem, for de var stærkest i straffeslagskonkurrencen. Lars Eller havde en rigtig god aften med assist på både målet til 2-0 og 3-0. Se video til sidst i indlægget.

Både Peter Regin og Philip Larsen - der ryger lidt ind og ud af holdet for tiden, men var med denne gang - kunne også være godt tilfreds med aftenens kampe, som blev vundet henholdsvis 2-0 over Buffalo og 4-1 over Edmonton.

Monday 11 February 2013

Frans Nielsen scorer i nyt nederlag

Blot 2:48 minutter inde i Islanders hjemmekamp mod Carolina scorede Frans Nielsen sit første mål i denne sæson, og gav dermed Islanders en perfekt start på kampen. En mand i overtal spillede Islanders pucken rundt bag Carolinas mål, og Josh Bailey kunne frit sende en pasning ind foran mål til Frans, som med et hurtigt vristskud udplacerede en sagesløs Cam Ward.

Frans' mål:


Derfra bølgede kampen frem og tilbage, og efter to perioder førte Islanders 3-2. Men igen-igen gik det galt i den sidste periode, som Carolina vandt 4-1, til slutresultatet 6-4.
Efter den gode start på sæsonen har Islanders tabt 5 i streg, og ligger nu på den forventede bundplacering - næstsidst - i Eastern Conference.

Phoenix og Mikkel Bødker var på besøg i Colorado, og de kunne endnu engang takke en stærkt spillende målmand, Mike Smith, for at de 2 point kom i hus. Kaptajn Shane Doan scorede det afgørende mål til 3-2 i overtiden. Mikkel Bødker fik ikke point denne gang.

Talent-tirsdag 2012-13/4

Der var ingen danskere i kamp søndag, og da de bedste danskere var med landsholde, så kan vi tyvstarte med talenttirsdag i denne uge.

Frederik Andersen var, som det nok er de fleste bekendt, med på landsholdet i den forgangne weekend, og med 2 mål i ligeså mange kampe kan man vel næppe klandre ham for resultatet.
Nicklas Jensen og flere af de andre unge løver var også med, men de formåede desværre ikke at gøre en forskel. Uden NHL-spillerne var der desværre bare ikke punch nok i offensiven - meget mere er der vel ikke at sige til det.

Oliver Lauridsen blev fortsat i Nordamerika, hvor Adirondack onsdag, for anden gang i træk, tabte 3-0, denne gang til Binghamton. Fredag blev det til endnu et nederlag - 4-2 vandt Syracuse, men søndag fik Adirondack-spillerne lidt oprejsning, da Syracuse blev sendt hjem med et nederlag på hele 6-1, på trods af en skudstatistik der sagde 43-26 i Syracuses favør. Oliver Lauridsen bidrog endda til festlighederne med en enkelt assist.

I Portland var Calgary på besøg onsdag, og på trods af at Portland dominerede kampen, var det Calgary som kunne sætte 2 point ind på kontoen. 4-3 lød slutresultatet i Calgarys favør.
Derefter skulle Portland fredag og lørdag på besøg hos Kelowna Rockets, og det skulle vise sig at være nogle gæstfrie værter. 5-3 og 5-1 var resultaterne. Oliver Bjorkstrand fik en enkelt assist i fredagens kamp.

Sunday 10 February 2013

Aftenens kampe

Det blev ikke til danske point i aftenens kampe, på trods af at der var hele 5 danskerkampe.

Bedst gik det for Jannik Hansen og Vancouver, som udraderede Calgary 5-1. Det var Vancouvers femte sejr i træk.

Mikkel Bødker og Phoenix fik også 2 point i deres kamp mod San Jose. Den ordinære spilletid og overtiden endte 0-0 - et resultat som Phoenix kunne være bedst tilfreds med, for de var under pres i store perioder af kampen - og på straffeslag scorede Mikkel og Radim Vrbata stensikkert på deres forsøg.

I Ottawa var Winnipeg på besøg, og det blev også en tæt affære. Winnipeg vandt 1-0 på et mål Alexei Ponikarovsky 5 minutter inde i tredje periode.

Buffalo mod Islanders blev også en tæt affære, men som så mange gange før gik Islanders ned i tredje periode, og tabte 3-2.

Til slut fik Montreal og Lars Eller den tvivlsomme fornøjelse at få et 'æg' af Toronto. 6-0 stod der på tavlen da slutfløjtet lød.

Skal vi lige tage stillingen som den ser ud nu:

Friday 8 February 2013

Øv!

En helt igennem dårlig dansk ishockey-fredag. Først tabte landsholdet til Slovenien, og kommer altså ikke med til OL denne gang (så det gider vi ikke tale mere om), og i fredagens enlige NHL-kamp - Dallas mod Anaheim - var Philip Larsen igen røget ud på tilskuerpladserne. Derfra kunne han i det mindste se sine holdkammerater slå Anaheim 3-1, men det ville jo være lidt sjovere hvis han var på banen.
Hvis vi skal se efter danske lyspunkter (og det skal vi jo) så spillede Jonas Hiller i Anaheims mål endnu engang elendigt, og blev byttet ud allerede efter første periode. Hvis Hiller bliver ved med at spille så dårligt, så er det ikke umuligt at Frederik Andersen får chancen på et tidspunkt.

Thursday 7 February 2013

Jannik Hansen scorer igen

Alle "danske" hold undtagen Dallas var i kamp, og sædvanen tro fik vi danskere masser at glæde os over.

Jannik Hansen stod for aftenens danske scoring. Vancouver var på besøg i Minnesota, og ved stillingen 3-0 til Vancouver fik Jannik chancen på en friløber, og med et velplaceret vristskud gjorde han det til 4-0. Minnesota fik reduceret en enkelt gang i tredje periode, men sejren kom aldrig i fare for Vancouver, som efter en lidt famlende start nu har vundet 4 kampe i træk, og igen ligner en seriøs bejler til en topplacering i ligaen.

Janniks scoring:


Dagens andet danske point - en assist - stod der Mikkel Bødker på. Den ville han nok gerne have solgt for et bedre resultat, for Phoenix blev lammetævet 6-2 af formstærke Chicago.

Mikkels assist:


De tre andre kampe var, set fra et dansk perspektiv, ikke så glædelige. Montreal tabte 5-4 på straffeslag til Buffalo, Ottawa tabte 3-2 til Carolina i overtid, og Islanders tabte 4-1 til naboerne fra New York Rangers. Ingen af de danske spiller fik point i de ovennævnte kampe.

Nu skal vi ikke bruge for meget tid på gårsdagens landskamp her (det er så rigeligt dækket af landets øvrige medier), men der skal absolut lyde et stort tillykke fra "redaktionen" til de danske drenge. Vi krydser fingrene for at de kan fortsætte de gode takter i aften.

Wednesday 6 February 2013

Philip Larsen tilbage

Der var ingen danske point denne aften, men stadig lidt gode nyheder. Philip Larsen var med i startopstillingen for Dallas, som var på besøg i Edmonton. Han fik godt 17 minutter på isen, og Dallas vandt 3-2 på et mål i overtiden af Jaromir Jagr. Montreal og Lars Eller tabte derimod deres kamp mod Boston med 2-1.

Tuesday 5 February 2013

Regin på tavlen

Så fik vi endelig Peter Regin på tavlen, endda med 2 point. Buffalo var på besøg i Ottawa, og ved stillingen 1-1 vandt Peter Regin en face-off i Buffalos zone, og Chris Phillips sendte et forkølet skud mod mål, som på en eller anden måde endte i nettet. Det var Peters første point i sæsonen.



Ved stillingen 3-1 til Ottawa fik Peter så vist at han også kan få point ved flot spil, og ikke kun held. Han brugte sin hurtighed til at opsnappe pucken i det ene hjørne, og sendte en perfekt pasning ind til Chris Neil, som havde oceaner af tid til at sætte pucken i mål.



Buffalo fik reduceret til 4-2, og det blev kampens resultat. Ottawa ligger nu på en flot femteplads i Eastern Conference.

Dagens anden dansker - Frans Nielsen - fik også point. I tirsdagens kamp mod Pittsburgh fik Michael Grabner på et hurtigt opløb, som Frans havde været med til at starte, set pucken i mål. Pittsburgh vandt alligevel 4-2.

Talent-tirsdag 2012-13/3

Igen i denne uge starte vi på den anden side af dammen, hvor der kunne have været danskeropgør i AHL.
Norfolk - normalt med Frederik Andersen på holdkortet - var nemlig på besøg hos Oliver Lauridsen i Adirondack. Som mine kære læsere måske ved, så har Frederik Andersen fået lov til at tage hjem og spille med landsholdet i OL-kvalifikationen, og det er absolut gode nyheder for de danske chancer, men knap så gode nyheder for Norfolk. Med Igor Bobkov i målet blev det nemlig til et nederlag på 5-2 til Adirondack. Oliver Lauridsen benyttede endda lejligheden til at få en sjælden assist. Norfolk tabte også lørdagens kamp - igen med Bobkov i målet - denne gang med 4-1 til Bridgeport (samme hold som Frederik Anderson kun tillod et enkelt mål i 2 kampe i forrige weekend).
Adirondack havde ligeledes en dårlig lørdag, med et 3-0-nederlag til Wilkes-Barre/Scranton.

Portland Winterhawks spillede 3 kampe i den forløbne uge, og det blev til 3 sikre sejre. Kamloops blev slået 5-2, Seattle 5-3 og Spokane 4-0. Oliver gjorde det fint, med en scoring mod både Seattle og Spokane, og han er nu oppe på 22 mål i denne sæson.

Derudover bliver det faktisk et kort indlæg i denne uge, for de bedste danske spillere er samlet med landsholdet.

Jannik Hansen scorer

Det er en ren fornøjelse at være dansk NHL-fan i disse dage. Der går stort set ikke en dag uden en stor dansk præstation, og mandag var ingen undtagelse

Vancouver var på besøg i Edmonton, og halvvejs i kampen var de bagud 2-0. 12:41 inde i anden periode ville Jannik det anderledes, og efter en herrefight i hjørnet sendte han et skud/indlæg ind mod mål fra en helt umulig vinkel. På en eller anden måde sneg pucken sig forbi Devan Dubnyk i Edmontons mål, til stor jubel fra Vancouvers spillere og fans.

Jannik Hansens mål:


Det blev starten på et flot comeback af Vancouver, som først fik udlignet ved Kevin Bieksa, med oplæg af Jannik Hansen:



Og i overtiden kunne Chris Tanev med sin første scoring i denne sæson afgøre kampen til Vancouvers fordel.

 Også de andre danskerhold klarede sig godt denne aften. Phoenix vandt 2-1 over Minnesota, og har nu kæmpet sig op på syvendepladsen i Western Conference. Mikkel Bødker fik ikke point i aftenens kamp.

Dallas vandt også deres kamp mandag aften - 3-2 over Colorado. Endnu engang måtte vi kigge op på tilskuerrækkerne for at finde Philip Larsen.

Sunday 3 February 2013

Ingen point i danskerduel

Ottawa og Montreal mødtes endnu engan søndag aften, og Montreal fik den revanche de kom efter. En underholdende første periode sluttede med 2-1 til Montreal, og da der ikke blev scoret mere kunne de sætte de 2 point ind på kontoen. Lars Eller (som på trods af lørdagens gode præstation var sendt tilbage på fjerdekæden) og Peter Regin fik begge lidt over 10 minutters istid, men ingen point. Point var der heller ikke til Frans Nielsen, for Islanders tabte 3-0 til New Jersey. Islanders holdt ellers stand det meste af kampen, men 4 minutter før tid faldt afgørelsen. I jagten på en udligning tillod Islanders at New Jersey scorede yderligere 2 gange til førnævnte slutresultat.

Dobbelt dansk

På denne lørdag aften blev vi danskere forkælet med hele 2 mål, og oven i købet et par assists.

Dagens mand i skysovs var så absolut Lars Eller, som efter en lidt famlende sæsonstart fik lov at spille fuld tid mod Buffalo, knap 18 minutter, og kvitterede med en super præstation. 10:08 inde i anden periode fik Lars pucken med frit løb mod Buffalos zone, og der spillede han den tilbage til David Desharnais som med et slagskud kunne score til 3-0.
Blot 28 sekunder senere var det Lars' tur til at have sidste stav på pucken. Montreal fik en kontra, og Lars eller trak ind foran mål og lagde let pucken mellem Buffalomålmand Ryan Millers ben.

Lars Ellers scoring:


Og Eller var slet ikke færdig denne aften; knap 13 minutter inde i tredje periode stod han godt placeret inde foran mål, og kunne prikke en rebound videre til David Desharnais som fik et helt blankt mål at score i, til slutresultatet 6-1.

Se begge Lars' assists sidst i indlægget.

Fredag tabte Phoenix til Dallas efter straffeslag, men lørdag fik de muligheden for revanche, og den blev taget med kyshånd. Phoenixmålmand Mike Smith ser ud til at være kommet sig over den skade han pådrog sig i starten af sæsonen, og denne aften holdt han nullet. Mikkel Bødker gjorde sin del af arbejdet, da han 3 minutter inde i tredje periode stod rigtigt placeret, og let kunne sende en rebound op i nettaget til slutresultatet 2-0.

Mikkels scoring:


Det var Mikkels syvende point i 9 kampe.
Dallas var igen uden Philip Larsen, som ser ud til at være ofret på grund af Dallas' dårlige sæsonstart.

Saturday 2 February 2013

Ny assist af Bødker

Der skulle have været danskermøde i NHL fredag aften, men det blev der desværre ikke noget af. Phoenix med Mikkel Bødker på holdet var på besøg hos Dallas, hvor Philip Larsen normalt er fast mand. Philip Larsen var dog forvist til tilskuerrækkerne på denne aften. Hvorvidt en skade er årsagen er ikke helt klart, for Philip er sædvanligvis en sikker mand på holdet.
I Philip Larsens fravær måtte Mikkel Bødker holde Dannebrog højt, og det gjorde han fint med en assist da Phoenix reducerede til 2-1 efter 14 minutters spil.
Den ordinære spilletid endte 3-3, og der blev heller ikke scoret i overtiden, så kampen måtte afgøres på straffeslag. Her brændte Mikkel sit forsøg, og så kunne veteranen Jaromir Jagr til slut afgøre kampen til Dallas fordel.

Vancouvers fredagskamp mod Chicago måtte også afgøres på straffeslag, og her blev Roberto Luongo den store helt, da han snuppede alle 4 forsøg. Jannik Hansen fik ikke point.

Det gjorde Peter Regin heller ikke, for Ottawa blev slået 1-0 af Carolina.

Mikkel Bødkers assist:

Friday 1 February 2013

2 assists og sejr til Frans Nielsen

Masser af kampe i NHL i går, men kun enkelt med danskere involveret: Frans Nielsen og Islanders var på besøg i New Jersey.

Islanders har fået en rigtig god start på den nye sæson - på nuværende tidspunkt ligger de nummer 5 i Eastern Conference. En stor del af deres succes stammer fra et stærkt power play, hvor de har scoret på 9 ud af 24 mulige forsøg, hvilket giver dem den bedste udnyttelsesprocent af alle hold i ligaen. Frans Nielsen er en vigtig brik i spillet i overtal, og i gårsdagens kamp viste han igen hvorfor.
14 minutter inde i første periode fik Frans fat i pucken og fik den fikst spillet ind til Brad Boyes inde foran mål. Boyes kunne let spille pucken videre til John Tavares som stort set havde blankt mål. 1-0 til Islanders.

Anden periode blev en målrig affære, som endte med stillingen 3-3. I tredje periode kom Islanders foran 4-3 efter 11 minutter, men som så ofte før blev føringen ikke holdt, og den ordinære spilletid endte 4-4.

I overtiden ville Islanders dog ikke kapitulere, og da de fik chancen i overtal var der ingen slinger i valsen. New Jersey-målmand Martin Brodeur var på skovtur, og midt i klumpen foran målet fik Frans prikket pucken mod mål. I første omgang forhindred New Jerseys Bryce Salvador scoringen, men Brad Boyes kunne let sætte sejrsmålet ind.

De 2 assists giver Frans Nielsen flotte 7 point i de første 7 kampe.

Assist til 1-0:

Assist til 5-4: