Friday 22 March 2013

Alle mand i kamp

Onsdag var det kun Dallas, som var i kamp, og Philip Larsen sad igen over. Det blev til et 4-3-nederlag til Colorado.

Torsdag blev vi danske NHL-fans til gengæld forkælet med hele 2 danskeropgør, og alle seks spillere i aktion . Montreal var på besøg i New York, Phoenix tog imod Vancouver, mens både Dallas og Ottawa også spillede.

Aftenens eneste danske point kom i kampen mellem Phoenix og Vancouver, hvor Vancouver kom foran 1-0 efter 6 minutter, men Phoenix fik udlignet kort inde i sidste periode. Godt ti minutter før slutfløjtet forsøg Jannik Hansen en styring tæt på mål. Pucken gik godt nok ind, men faldt ned foran et helt tomt mål, så Jordan Schroeder let kunne prikke den ind over stregen.



Stillingen holdt kampen ud, og Vancouver fik således lidt luft ned til niendepladen i Western Conference, mens Phoenix stadig må finde sig i en placering under stregen.

I New York fortsatte Islanders' deres tradition med at have problemer i sidste periode. Efter en ret lige start på kampen var stillingen 2-2 efter 2 perioder, men i sidste perioder satte Montreal trumf på, og scorede 3 gange. Hverken Frans Nielsen eller Lars Eller kom på tavlen.
Med sejren er Montreal stadig godt med i kampen om førstepladsen i Eastern Conference (2 point efter Pittsburgh, men med en kamp færre spillet), mens Islanders stadig ligger og svæver lige uden for slutspilspladserne

Philip Larsen var med hos Dallas igen mod de forsvarende mestre fra Los Angeles, og det gik ganske glimrende. Godt nok fik han kun ca. 10 minuter på isen, men han var trods alt med til at holde nullet, og med 2 scoringer i tredje periode kunne Dallas sætte 2 vigtige point ind på kontoen. De ligger nu på den utaknemmelige niendeplads i Western Conference, men der er kun et point op til San Jose på ottendepladsen (tilsvarende skal det så bemærkes at der kun er et enkelt point ned til Nashville på tolvtepladsen, så det er helt utrolig tæt på dette tidspunkt af sæsonen).

Sidste dansker i kamp var Peter Regin, som fik knap 10 minutters istid da Ottawa tabte 2-1 til Boston.

No comments:

Post a Comment