Wednesday 22 February 2012

Nyt Nielsen-mål - men Islanders taber alligevel

Alle danskerne var i kamp tirsdag, desværre med blandet succes. Frans Nielsen fik aftenens eneste danske point da han reducerede til 2-1 mod slutningen af tredje periode. Desværre for Islanders blev der ikke scoret yderligere i kampen, og Buffalo to således de 2 point med hjem. Det var iøvrigt Frans' fjerde mål i de sidste seks kampe, men Islanders har kun vundet 3 af de kampe hvor Frans har scoret. Islanders har nu tabt 3 af de sidste 4 kampe, og deres, i forvejen spinkle, slutspilschancer ser ikke for gode ud mere.

Set med danske øjne var aftenens mest interessante kamp nok Dallas-Montreal, hvor både Philip Larsen og Lars Eller var med. Den duel blev en klar sejr til førstnævnte, da Dallas totalt holdt Montreal fra at score samtidig med at de selv scorede 3 gange. Philip Larsen fik ikke point (det gjorde Lars Eller i sagens natur heller ikke), men forbedrede sin i forvejen gode +/- med en. 2 vigtige point til Dallas, som nu blot ligger 2 point efter Los Angeles, som ligger på den altafgørende ottendeplads i Western Conference.

Der var også succes for Mikkel Bødker da han scorede det afgørende straffeslag i Phoenix kamp mod Los Angeles. Inden da havde tilskuerne været vidne til en underholdende kamp, hvor Los Angeles var foran 3-0 efter første periode, men et godt comeback med en udlignende scoring 2½ minutter før tid tvang kampen i overtid og straffeslag.

Til gengæld endte Vancouver i en noget uvant situation, da de for først gang i 15 kampe tabte i ordinær spilletid. Det var Nashville, med en stærkt spillende Pekka Rinne i målet, som tilføjede dem et 3-1-nederlag.

Mikkel Bødker sætter det afgørende straffeslag (Foto: Fox Sports)

No comments:

Post a Comment