Friday 10 February 2012

Assist til Jannik Hansen

Onsdag var der ingen danskere i kamp, men torsdag blev os danske fans endnu engang forkælet, da alle danskerklubberne var i aktion.

I New York var der danskermøde, da den nyslåede mangemillionær Frans Nielsen og Islanders tog imod Lars Eller og Canadiens. Max Pacioretty bragte Montreal foran efter mindre end 2 minutter. Pacioretty scorede også aftenens andet mål i anden periode, og da Scott Gomez scorede til 3-0 midt i tredje periode så det ud til at den kamp var afgjort. Med tre minutter tilbage af kampen lykkedes det imidlertid for Islanders at score 2 hurtige mål, og så var spændingen tilbage. Montreal holdt dog stand og med et sekund tilbage kunne Pacioretty fuldende sit hattrick i tomt mål. Hverken Lars Eller eller Frans Nielsen fik point.

Det fik Jannik Hansen til gengæld. En enkelt assist blev det til i Vancouvers 5-2-sejr over Minnesota. Minnesotas Danny Heatley indledte scoringen efter blot 13 sekunder, men derefter stod der Vancouver på det hele, og der var aldrig rigtig tvivl om resultatet.

Dallas var på besøg i Columbus, og også her var der et hurtigt mål, da Jamie Benn bragte Dallas foran efter 1:35. Dallas fortsatte det gode spil, og kort inde i anden periode stod det 3-0. Columbus fik dog reduceret 2 gange midt i anden periode, men så blev der ikke scoret mere i den kamp, indtil Jamie Benn kunne score sit andet mål i tomt net. Philip Larsen spillede igen en god kamp i Dallas-forsvaret og havde 4 forsøg på mål.

Phoenix måtte ud i overtid før Calgary var besejret 2-1 på et mål af Shane Doan. Mikkel Bødker fik ikke point.

Ottawa fik 2 vigtige point mod Nashville og ligger nu med netop 2 point ned til Washington på niendepladsen.

No comments:

Post a Comment