Sunday 19 February 2012

Masser af danske point

Vi er blevet lidt forkælet i den sidste uges tid med mål af både Jannik Hansen og Frans Nielsen, men lørdag var alligevel en usædvanlig god dag for de danske spillere.

Først skal vi til Phoenix hvor Mikkel Bødker og holdkammeraterne tog imod Dallas og Philip Larsen. Her fik hjemmeholdet den bedste start, da Mikkel Bødker efter 13 minutter kunne bringe Phoenix foran 1-0 i en 2-mod-1 situation. Det var Mikkels første mål i 21 kampe. Dallas fik dog udlignet midt i anden periode, og den stilling holdt resten af den ordinære spilletid. 1 minut og 15 sekunder inde i overtiden afgjorde Phoenix' Radim Vrbata kampen. Mikkel Bødker blev valgt til kampens anden stjerne. Det var 2 vitale point for Phoenix, som nu ligger på syvendepladsen i Western Conference, men blot med 2 point ned til Los Angeles på niendepladsen. Dallas derimod ligger lige på den forkerte side af stregen.

I New York tog Islanders imod Carolina, og også her var der dansk succes. Midt i anden periode kunne Frans Nielsen efter et perfekt udført power play ubesværet sætte pucken i et tomt Carolina-mål, og bringe Islanders foran 3-2. Det var Frans' 12. sæsonmål og hans tredje mål i de sidste 4 kampe. Carolina fik udlignet senere i anden periode, men Islander's John Tavares kunne kort inde i tredje periode afgøre kampen med sit andet mål. De to point betyder at Islanders ligger side om side med Lars Ellers Montreal, 6 point efter Toronto på ottende pladsen.

I Vancouver kunne Canucks og Jannik Hansen således give både Lars Eller og Frans Nielsen en hjælpende hånd ved at slå netop Toronto, og det blev gjort med maner. Sedin-brødrene var i hopla denne aften, og så ender det som regel godt for Vancouver. Hele 4 point blev det til for både Daniel og Henrik, og en sikker 6-2-sejr til Vancouver. Jannik Hansen ville også være med, og fik en assist på aftenens sidste Vancouver-mål.

Mikkel Bødker og Lauri Korpikoski fejrer målet (Foto: CBC)

No comments:

Post a Comment