Monday 23 January 2012

Hvor er de nu

Der var ikke nogen danskere i kamp i aftes, så det giver os lidt tid til at se på dem som ikke klarede det, altså dem som der var forhåbninger til, men som ikke helt fik det ud af det som man havde håbet på.

Morten Madsen blev drafted af Minnesota Wild i 2005 og via Quebec Major Junior Hockey League kom han til Minnesotas udviklingshold, Houston Aeros. Her blev det til 2 sæsoner med rimelig succes, men da der ikke var den store udsigt til en plads på NHL-holder, og Minnesota i øvrigt ikke var interreserede i at holde på ham, vendte han "hjem" til Sverige. Her fik han en plads på Modos hold, hvor han i de forgangne 2½ sæsoner har gjort det fornuftigt.
Det er selvfølgelig svært at sige nøjagtig hvorfor det ikke lykkedes at bryde helt igennem. Måske var talentet der bare ikke, men der er også en del som mener at han aldrig rigtig fik chancen i Minnesotas talentsystem (og i det hele taget har der været en del kritik af Minnesotas talentudvikling). Under alle omstændigheder har Morten vist at han kan spille med i Elitserien, og der er stadig udsigter til en god og lang karriere, omend NHL-drømmen ser tvivlsom ud.

Ligesom Morten Madsen tog Kirill Starkov tidligt til Amerika hvor han havde en forrygende debutsæson hos Red Deer Rebels i Western Hockey League i Canada. Desværre kunne han ikke overføre succesen til seniorrækkerne og ligesom for Morten Madsen blev AHL endestationen i Amerika. Herfra gik det via CSKA Moskva og Timrå - begge steder uden den store succes - tilbage til Danmark, hvor han havde en god sæson 2010-11 i Esbjerg med 41 point i 38 kampe.
Kirill havde åbenbart mod på mere, for derefter flyttede han til Sverige, og spiller nu for Rögle i den næstbedste svenske række.
Der var, efter dansk standard,  meget store forventninger/forhåbninger til Kirill som junior og ung spiller, men desværre så blev de ikke helt indfriet. Han er dog stadigvæk relativt ung (24 år), så det er slet ikke umuligt at han for eksempel kan kæmpe sig til en plads på et hold i den svenske Elitserie.

No comments:

Post a Comment