Monday 29 April 2013

De sidste placeringer afgjort

Den ordinære sæsons allersidste kamp endte med en 4-2 sejr til Ottawa over Boston, hvilket afgør de placeringerne i Eastern Conference. Dermed tørner Ottawa og Montreal sammen i første runde, mens Islanders får den tvivlsomme fornøjelse at møde Pittsburgh.

I Western Conference stod det allerede klart at Vancouver møder San Jose i første runde.

Set med danske øjne starter løjerne på onsdag, når Islanders skal til Pittsburgh, mens Vancouver starter hjemme.

Sunday 28 April 2013

Oliver Bjorkstrand i finalen

Som sagt, så følger vi op på Oliver Bjorkstrand i WHL's slutspil, og det gør vi med glæde, for i hans allerførste sæson i det nordamerikanske får han chancen for at vinde en titel.

Vi forlod WHL da det stod 2-1 til Portland mod Kamloops, og onsdag blev det til en sikker sejr til Portland på 4-1. Oliver kom på tavlen med en enkelt assist.
Fredag kunne Portland altså afgøre serien, og det blev gjort med en sikker sejr på 3-0. Oliver fik ikke point.

Dermed kan Portland slappe af, og forberede sig på enten Edmonton eller Calgary, som kæmper om den anden finaleplads.
Første kamp spilles fredag den 3. maj.

Saturday 27 April 2013

Lars Eller stjæler scoringstitlen

For første gang i karrieren må Frans Nielsen finde sig i ikke at være højest scorende dansker, men der skulle en fantomkamp af Lars Eller til i allersidste spillerunde, før det var afgjort.
Montreal var på besøg i Toronto, og det var hjemmeholdet der kom bedst fra start, da Phil Kessel efter et kvarter bragte dem foran 1-0. Blot 3 minutter senere startede "The Lars Eller Show", da Lars på et hurtigt opløb overlistede James Reimer i Torontos mål.



I anden periode kom Montreal foran både 2-1 og 3-1, og begge gange havde Lars Eller næstsidste stav på pucken. Se begge assists sidst i indlægget. I sidste periode scorede Tomas Plekanec til slutresultatet 4-1.
Med de 3 point nåede Lars op på 30 point for sæsonen, et foran Frans Nielsen.

Vancouver tabte den sidste kamp mod Edmonton med hele 7-2, på trods af at det stod 1-1 efter 2 perioder.
Eneste lyspunkt set med danske øjne var at Jannik Hansen fik en flot assist på Vancouvers første mål. I overtal fik Vancouver spillet pucken godt rundt, og Jannik serverede en perfekt pasning til Derek Roy, som blot skulle sætte staven på den.



Dermed sluttede Jannik på 27 point.

Philadelphia sluttede sæsonen af med at vinde 2-1 over Ottawa. Oliver Lauridsen scorede ikke (efter 2 kampe i træk med mål), men gjorde sig dog bemærket med en slåskamp.

Phoenix vandt også deres sidste kamp - 5-3 over Anaheim - men heller ikke her var der danske point.

Til slut tabt Dallas 3-0 til Detroit.

Assist til Mikkel Bødker

Islanders fik et enkelt point i sæsonens sidste kamp, da de blev slået 2-1 på straffeslag af Buffalo. Dermed sneg de sig op på sjettepladsen i Eastern Conference, et point foran Ottawa og New York Rangers, som har henholdsvis 2 og 1 kampe tilbage.
Frans Nielsen brændte igen sit forsøg på straffe, men slutter altså den ordinære sæson med respektable 29 point (6 mål og 23 assists).

Phoenix spillede deres næstsidste kamp, og de tabte også på straffeslag, 5-4 til Colorado. Ligesom Frans Nielsen brændte Mikkel Bødker også sit straffeslag, men han fik dog en assist på Phoenix' andet mål.

Friday 26 April 2013

Oliver Lauridsen scorer et "rigtigt" mål

Selvom Philadelphia forlængst er ude af slutspillet, så kan man jo stadig drille de hold som er med. Det var netop hvad der skete i går, da Frans Nielsen og Islanders blev besejret 2-1. Efter 2 perioder var stillingen 1-1, men 13 minutter inde i sidste periode, fik Oliver Lauridsen masser af tid til at sætte sig selv op, og med et bragende slagskud afgjorde han kampen.



Så er der vist ikke mere tvivl om hvorfor Oliver (ud over størrelsen) ofte bliver sammenlignet med en ung Zdeno Chara. Oliver blev også valgt til kampens første stjerne.

Montreal fik lidt gang i skuden igen, da Winnipeg blev besejret 4-2. Winnipeg var ellers foran 2-1 efter 2 perioder, men en god tredje periode afgjorde kampe til Montreals fordel. Lars Eller fik assists på Montreals første 2 mål, og kom dermed op på 27 point for sæsonen. Se dem sidst i indlægget.

Vancouver tabte 3-1 til Anaheim, og Dallas tabte tabte med de samme cifre til Columbus.

Peter Regin-løse Ottawa vandt 2-1 over Washington, og sikrede sig dermed den sidste slutspilsplads i Eastern Conference.

Wednesday 24 April 2013

Talent-tirsdag 2012-13/12

En letter forsinket talenttirsdag, da jeg blev forhindret i går aftes.

Norfolk Admirals og Frederik Andersen sluttede desværre sæsonen rigtig dårligt, og missede lige akkurat slutspillet i AHL. Sæsonens 3 sidste kampe blev tabt, det blev til en tiendeplads.
Fredag blev det 6-1 til Syracuse, og Frederik måtte forlade banen efter 20 minutter og 3 mål. Lørdag vandt Albany 2-0, og søndag vand Providence 4-3.
En ærgerlig slutning på en ellers rigtig god sæson for Frederik, hvor han i målmandsstatistikken endte på sjettepladsen i GAA med 2.19 og andenpladsen i redningsprocent med 92.9%.

Heller ikke Nicklas Jensen fik en god afslutning på sæsonen, da det ikke blev til point i Chicago Wolves' 3 kampe i denne weekend. Chicago vandt godt nok 2 af kampene, men de var forlængst ude af slutspillet, så det betød ikke så meget.

Derimod går det stadig rigtig godt for Oliver Bjorkstrand og Portland, som er i finalen i Western Conference i WHL mod Kamloops. De to første hjemmekampe blev vundet sikkert, med 4-1 og 4-0. Det blev til en enkelt assist for Oliver i den første kamp. Tirsdag blev første kamp i Kamloops tabt 5-1, men Portland fører altså 2-1 i kampe.

Det bliver også den sidste talenttirsdag for denne gang, da der nu kun er Oliver Bjorkstrand som stadig spiller (jeg skal naturligvis nok holde jer opdateret om hvordan det går ham).

Islanders siker slutspilsplads - Oliver Lauridsen scorer sit første mål

New York Islanders tabte 4-3 på straffeslag til Carolina, men da Winnipeg samtidig tabte til Washington var det ene point nok til at Islanders efter 5 magre år endelig får chancen i slutspillet, og Frans Nielsen for første gang skal spille slutspilshockey i NHL.
3 gange kom Carolina foran i kampen, men hver gang viste Islanders god moral, og fik udlignet. Frans Nielsen fik en assist på Islanders andet mål.



Til gengæld brændte han for fjerde gang i træk sit forsøg på straffeslag, og det var medvirkende til at Carolina kunne tage sejren.

Montreal er også med når slutspillet starter, men modsat Islanders har de spillet helt igennem elendigt  på det seneste. Tirsdag blev det til et nederlag på 3-2 til New Jersey. Set med danske øjne var det dog glædeligt at Lars Eller scorede sit syvende sæsonmål. Kort før afslutningen af anden periode blev han spillet helt fri tæt foran mål, og satte sikkert pucken i mål



Philadelphia er ikke med i slutspillet, men det behøver ikke at betyde at man kan slappe af. Flere af de unge  spillere har fået chancen her mod slutningen af chancen, og har generelt gjort det rigtig godt. tirsdag blev stærke Boston slået 5-2, og det skete blandt andet takket være Oliver Lauridsens første NHL-mål. Ud over at være Olivers første mål, er der dog ikke meget mindeværdigt over det, for det var et regulært selvmål af Bostons målmand Anton Khudobin, men det tager vi gerne med her på bloggen :-)



Dallas har stadig en teoretisk chance for at nå slutspillet, men efter tirsdagens 3-2-nederlag til San Jose er det meget usandsynligt.

Tuesday 23 April 2013

Jannik Hansen scorer.

Vancouver besejrede stærke Chicago 3-1 og sikrede sig dermed den femte divisionstitel i træk, og en tredjeseedning i Western Conference.
Jannik Hansen satte Vancouver i gang, da han stod godt placeret inde foran mål og med skøjten rettede et skud fra Jason Garrison af.



Dermed kom Jannik op på flotte 10 scoringer for sæsonen. Vancouver scorede et par gange i anden periode, og så gjorde det ikke så meget at Chicago fik reduceret til slutresultatet i tredje periode.

Phoenix misted den sidste realistiske chance for en slutspilsplads (matematisk kan det stadig nås), da de tabte 4-0 til Detroit. Phoenix har nu, med 3 kampe tilbage, 5 point op til Columbus på ottendepladsen, så der skal små mirakler til hvis det skal lykkes.

Regin-løse Ottawa leger med ilden, og ligger efter et 3-1-nederlag på ottendepladsen i Eastern Conference, et enkelt point foran Winnipeg, som dog har spillet en kamp mere.

Monday 22 April 2013

Dallas taber terræn

Dallas tabte et stort point, da de mandag tabte 2-1 i overtid til Los Angeles. Dermed er Dallas 3 point efter Columbus på ottendepladsen i Western Conference. Dallas har dog spillet en kamp færre end Columbus, men er altså afhængige af andre resultater hvis de skal med i slutspillet.
Philip Larsen fik knap 10 minutter på isen.

Sunday 21 April 2013

Mål og assist til Nielsen i sejr, Vancouver sikrer slutspilsplads

Frans Nielsen og Islanders ser ud til endelig at skulle prøve lidt slutspilshockey igen. Lørdag var en uhyre vigtig kamp mod Winnipeg, som lå på niendepladsen, 3 point efter Islanders. Frans Nielsen gav Islanders den bedst muligste start da han efter 4 minutter fik pucken i fuld fart, og kunne sætte den mellem benene på Ondrej Pavelec i Winnipegs mål.



Winnipeg fik udlignet efter 10 minutter, men mindre end 2 minutter senere var andenkæden me Nielsen, Bailey og Okposo på spil igen. Denne gang var det Josh Bailey som blev noteret for målet, mens Kyle Okposo og Frans fik assists.



Kampen bølgede frem og tilbage, og 2 minutter før tid fik Winnipeg udlignet til slutresultatet 4-4.
I straffekonkurrencen missede Frans Nielsen helt uhørt for tredje gang i træk, men både Brad Boyes og John Tavares scorede på deres forsøg, og dermed gik de to point til Islanders, som nu, med tre kampe tilbage, har fire point ned til Winnipeg på niendepladsen.

Vancouver sikrede sig endegyldigt  en slutspilsplads da Detroit blev besejret 2-1 på straffeslag. Kampens store spiller blev Vancouver-målmand Cory Schneider, som stort set stod fejlfrit.

Phoenix vandt også på straffeslag - 3-2 over Chicago - da de holdt fast i de sidste slutspilschancer. Mikkel Bødker scorede på sit straffeslag. Phoenix har 3 point op til ottendepladsen, så med 4 kampe tilbage, skal der stadig ske lidt heldige ting.

Montreal fortsætter det dårlige spil efter at slutspilspladsen blev sikret. Denne gang blev det til et 5-1-nederlag til formstærke Washington.

Philadelphia vandt 5-3 over Carolina, men er endegyldigt ude af slutspilskampen.

Til slut tabte Ottawa - stadig uden Peter Regin - 4-1 til Toronto.

Saturday 20 April 2013

Dallas taber vigtige point

Kun en enkelt danskerkamp fredag, hvor Dallas tabte 2 yderst vigtige point til St. Louis i en tæt kamp, som endte 2-1. Dermed er Dallas stadig 2 point efter Columbus på ottendepladsen.

Thursday 18 April 2013

Frans Nielsen scorer i ny sejr

Samtlige 7 danskerhold var i kamp torsdag, og det blev da også en glimrende dag set med danske øjne.

Islanders fortsætter storformen, og torsdag gik det ud over Toronto, som blev besejret 5-3. Toronto kom ellers bedst fra start, og var foran 2-0 efter 6 minutter, men derfra stod der Islanders, og i særdeleshed John Tavares, på det hele. To mål og en assist blev det til fra superstjernen. Vores egen Frans Nielsen ville også være med i løjerne, og midtvejs i tredje periode  kunne han med et præcist slagskud bringe Islanders foran 5-2.



Toronto fik reduceret til 5-3, men tættere blev det ikke, og Islanders fortsætter dermed kursen mod slutspillet - der er 3 point ned til stregen med 4 kampe tilbage.
Med målet overto Frans Nielsen med 26 point førstepladsen i den interne danskerliga.

Dagens danskerduel stod mellem Vancouver og Dallas, som kæmper hårdt for slutspilschancen, og måske var det det som blev afgørende. Selvom Vancouver kom foran 1-0 efter 6 minutter spil af anden periode - med assist fra Jannik Hansen, så blev det alligevel til en klar sejr på hele 5-1 til Dallas, som nu har 2 point op til Columbus på ottendepladsen i Western Conference. Dallas har dog spillet 2 kampe færre, så der er god grobund for optimisme på Dallas' vegne.
Philip Larsen fik en af sine sjældne assists da Dallas kom foran 2-1.
Se begge assists sidst i indlægget.

Montreal brød stimen på 3 nederlag i træk, og slog Tampa Bay 3-2 på et mål af Brian Gionta i allersidste minut. Lars Eller kom ikke på tavlen.

Phoenix og Philadelphia mistede nok de sidste slutspilschancer, da det blev til nederlag på henholdsvis 2-1 til St. Louis og 3-0 til New Jersey. Matematisk har begge hold stadig en chance, men der skal mindre mirakler til.

Ottawa - igen uden Peter Regin - slog Washington 3-1, og bør med 4 point ned til stregen holde fast i slutspilspladsen.

2 point af Lars Eller ikke nok

Onsdagens enlige danskerkamp stod mellem Pittsburgh og Montreal. Selvom den sluttede 6-4 til Pittsburgh, så var der ikke meget spænding, for efter 24 minutter var Pittsburgh allerede foran 4-0. Lars Eller fik en assist 3 minutter senere, og yderligere en, da Montreal sidst i anden periode reducerede til 2-5.
Selvom Montreal vandt sidste periode 2-1, så var der aldrig tvivl om resultatet.
Med nederlaget måtte Montreal overlade førstepladsen i Northeast Division til Boston, og dermed også placeringen som andenseedet i Eastern Conference.
Lars Eller kan trods alt glæde sig over at han med de to point kom op på 24 point, et bag Mikkel Bødker og Frans Nielsen, så der bliver uhyre spændende at se hvem som bliver bedste dansker.

Wednesday 17 April 2013

Islanders har kurs mod slutspillet

Med en sikker sejr på 5-2 over bundproppen Florida fik New York Islanders lagt yderligere afstand til stregen. Der er nu 3 point ned til Winnipeg på niendepladsen.
Frans Nielsen fik en assist på Mark Streits mål til 2-0 efter godt 14 minutters spil, og kommer dermed op på 25 point for sæsonen, ligesom Mikkel Bødker.
Islanders slutter sæsonen af med 5 udekampe, men hidtil har de været klart bedst på udebane, så der er god grobund for optimisme.

Det er der derimod ikke i Philadelphia, som godt nok slog New York Rangers 4-2, men med 5 kampe tilbage er der stadig 5 point op til netop Rangers på ottendepladsen.
Oliver Lauridsen fik godt 20 minutter på banen.

Vancouver tabte 2-1 på straffeslag til St. Louis - Jannik Hansen kom ikke på tavlen.

Det gjorde Peter Regin heller ikke, da Ottawa slog Carolina 3-2, for han var endnu engang ikke med.

Tuesday 16 April 2013

Talent-tirsdag 2012-13/11

Frederik Andersen fortsætter storspillet i Norfolk-målet, han har været stærkt medvirkende til at Norfolk, med 3 kampe tilbage af den ordinære sæson befinder sig 2 point over stregen.
Fredag og lørdag måtte han dog finde sig i at blive scoret på 3 gange, men begge gange blev Worcester alligevel besejret 4-3.
Søndag overtog Igor Bobkov målet, og det endte med et nederlag på 4-1.
Frederik ligger stadig helt i top i målmandsstatistikken i AHL - delt tredjeplads i mål imod (2,12), og delt andenplads i redningsprocent (93,2).

Efter sin korte tur hos Canucks har Nicklas Jensen fået 5 kampe hos Chicago Wolves, foreløbig dog uden den store succes - det er endnu ikke blevet til point - og Chicago ligger lige nu 2 point under stregen.

I WHL fortsætter Portland og Oliver Bjorkstrand marchen mod titlen. I første runde af slutspillet blev Everett slået 4-2, og i anden runde blev  Spokane sendt hjem med 4-0 (med den overlegne samlede målscore 18-3).
Oliver havde sin del af æren for den sikre sejre, da de blev til to mål i den første kamp, en assist i den anden kamp, og yderligere to assists i kamp nummer fire.
Med 13 point i alt ligger Oliver på en flot niendeplads på topscorerlisten for slutspillet.
I finalen i Western Conference skal Portland møde Kamloops, som jeg faktisk har boet i, i en kort periode, så jeg er sådan 50/50 om hvem jeg holder med der :-)

Oliver Lauridsen slår Lars Eller (bogstavelig talt)

Mandagens danskerduel stod mellem Oliver Lauridsens Philadelphia og Lars Ellers Montreal, og selvom Lars Eller fik det eneste danske point, så var det alligevel Oliver Lauridsen som kunne være mest tilfreds, for Philadelphia vandt 7-3.
Ud over det ene point til Eller, så gjorde de to danskere sig mest bemærket i straffeboksen, hvor Oliver Lauridsen blandt andet måtte tage plads i 2 minutter efter en cross check på landsmanden Lars Eller, og til slut fik Lars Eller en game misconduct for slashing, hvilket betyder at han formentlig får karantæne i en eller flere af de kommende kampe.

Jannik Hansen gjorde sig derimod kun positivt bemærket i Vancouvers 5-2-sejr over Nashville. Jannik fik en assist da Vancouver kom forn 2-0 efter blot 4 minutter, og en mere på kampens sidste mål. Se begge assists sidst i indlægget.
Med de 2 point kommer Jannik op på siden af Mikkel Bødker på 25 point. Bemærk i øvrigt at Jannik har flotte +16 i +/-.

Dallas tabte 5-2 til topholdet Chicago, og Phoenix tabte 4-0 til San Jose. Hverken Philip Larsen eller Mikkel Bødker kom på tavlen, og begge hold befinder sig nu lige akkurat på den forkerte side af stregen i Western Conference.

Sunday 14 April 2013

Jannik Hansen scorer i nederlag

Jannik Hansen scorede sæsonens niende mål, men det hjalp desværre ikke meget, da Vancouver tabte 4-3 til divisionsrivalerne fra Colorado.
Colorado kom foran efter knap 2 minutter, men i anden periode fik Vancouver udlignet, og kort efter bragte Jannik Hansen canadierne foran med noget der vist godt kan kaldes et kludemål:



Desværre fik Colorado udlignet kort inde i sidste periode, og selvom Vancouver kom foran et minut senere, så fik Colorado både bragt balance i regnskabet igen, og blot 8 sekunder før tid afgjorde Jan Hejda kampen til amerikanernes fordel.

Dallas fik en vigtig sejr over San Jose, og fik lige nøjagtig klemt sig op på den livgivende ottendeplads i Western Conference.

Philadelphia tabte en tæt kamp mod Buffalo 1-0, og må endegyldigt siges at være ude af kampen om slutspilspladserne. Oliver Lauridsen ser ud til at have spillet sig ind på holdet med en fast plads, og spillede igen en god kamp i Philadelphiaforsvaret.

Montreal, som allerede har sikret sig en slutspilsplads, fik en lussing på 5-1 af rivalerne fra Toronto, men de holder stadig fast i den vigtige første plads i Northeast Division foran Boston.

Friday 12 April 2013

Phoenix taber vigtigt point

Phoenix mistede et lille skridt på vejen mod slutspillet, da det fredag blev til et 3-2-nederlag til Calgary. Mikkel Bødker fik en assist, da Phonix fik en drømmestart, og kom foran 1-0 efter 1½ minut.
Calgary fik udlignet sidst i perioden, og I anden periode kom de også foran 2-1. 5 minutter før tid fik Keith Yandle reddet det ene point til Phoenix, men i overtiden afgjorde Mark Giordano kampen til Calgarys fordel.
Phoenix har nu 2 point op til stregen.

Ottawa - desværre igen uden Peter Regin - fik derimod 2 vigtige point, da New Jersey blev besejret 2-0. Kampens store spiller var Ottawas målmand, Craig Anderson.
Med sejren har Ottawa nu 4 point ned til stregen.

Islanders i topform

Så er "redaktionen" så småt ved at være hjemme igen, lige i tide til de afgørende kampe. I får lige et hurtigt indlæg om gårsdagens kampe, og så finder jeg forhåbentlig snart tid til at følge op på den seneste uges hændelser.

Islanders har virkelig fået vind i sejlene på det seneste, og torsdag vandt de deres tredje kampe i træk. Det gik ud over Boston, som blev besejret 2-1, på to mål af Josh Bailey. Frans Nielsen fik en assist på kampens sidste mål, da han var med til at erobre pucken i egen zone, og fik spillet den frem til Bailey, som i to forsøg kunne sætte den ind.



Assisten sender Frans Nielsen op på siden af Mikkel Bødker med 24 point. Islanders har vundet 8 af de sidste 10 kampe, og er nu på en syvendeplads i Eastern Conference, to point foran Winnipeg på niendepladsen.

Islanders sejr over Boston hjalp også Lars Eller og Montreal, som sikkert slog Buffalo 5-1, og overtog førstepladsen i Northeast Division.

Ottawa ligner stadig et hold som, på trods af de mange skader, vil med i slutspillet. Torsdag blev det (uden Peter Regin) til en sejr på 3-1 over Oliver Lauridsen og Philadelphia. Ottawa har dermed 46 point, nøjagtig som Islanders, mens Philadelphia, med 7 point op til stregen, næppe når en slutspilsplads.

Thursday 4 April 2013

Første point til Oliver Lauridsen

I sin blot tredje kamp fik Oliver Lauridsen sin første assist, ad Philadelphia tog imod Montreal og Lars Eller. Oliver Lauridsen fik en assist da Philadelphia kom foran 2-1. Lars Eller havde derimod en forfærdelig kamp, endte på -4 i +/- og Philadelphia endte med at vinde 5-3. Oliver Lauridsen har dermed endnu til gode at tabe i verdens stærkeste liga.

Det har Philip Larsen til gengæld prøvet. Onsdag tabte Dallas 5-2 til stærke Anaheim.

Tuesday 2 April 2013

Frans Nielsen bringer Islanders over stregen

For første gang i umindelige tider er der en reel chance for at New York Islanders, anført af John Tavares, skal med i slutspillet. Tirsdag blev det til en sikker sejr på 5-2 over Winnipeg, og dermed rykkede Islanders - i hvert fald midlertidigt - op på ottendepladsen i Eastern Conference. Frans Nielsen scorede sejrsmålet, og blev valgt til kampens første stjerne.



Phoenix vandt 3-1 over Los Angeles, og Mikkel Bødker fik en assist på målet til 2-1. Dermed kom både han og Frans Nielsen o på 21 point ligesom Jannik Hansen, så der ser ud til at blive hård kamp om titlen som bedste dansker.

Ottawa - uden Peter Regin - tabte 3-2 til Boston, men burde dog være nogenlunde sikre på en slutspilsplads

Ferie og debut

"Redaktionen" er på ferie i denne og næste uge, så det bliver lidt sporadisk med opdateringerne i det næste stykke tid. Den helt store nyhed er selvfølgelig at vi søreme blev en NHL-spiller rigere mandag, da Nicklas Jensen fik debut for Vancouver, hvilket altså også markerer første gang at 2 danskere spiller på samme hold i NHL. Nicklas blev i øvrigt sat sammen med Sedin-tvillingerne i førstekæden, så der er ingen tvivl om at Nicklas er en mand de regner med i fremtiden.

Her er en hurtig gennemgang over søndagens og mandagens kampe:

Søndag:

Washington-Philadelphia 4-5 (Oliver Lauridsen, 0 point)
Los Angeles-Dallas 3-2 (Philip Larsen, 0 point)

Mandag:

Vancouver-San Jose 2-3 (Jannik Hansen, 2 assist; Nicklas Jensen, 0 point)
New York Islanders-New Jersey 3-1 (Frans Nielsen, 2 assists)
Carolina-Montreal 1-4 (Lars Eller, 0 point)
Anaheim-Dallas 4-0 (Philip Larsen, 0 point)

Monday 1 April 2013

Dallas taber til mestrene

Den gode nyhed er at Philip Larsen ser ud til at have spillet sig tilbage som fast mand i Dallas' forsvar. Den dårlige nyhed er at Dallas tabte søndagens kamp mod Los Angeles, og dermed fortsat ligger lige på den forkerte side af stregen.
Nederlaget blev på 3-2, men det kunne sagtens have været meget større, hvilket en ensidig skudstatistik på 40-15 i Los Angeles' favør vidner om.