Monday 28 January 2013

Point til Hansen og Nielsen

Det blev til et par gode danske præstationer i søndagens kampe, men desværre kunne resultaterne ikke helt følge med.
I Vancouvers kamp mod San Jose fik Jannik Hansen en god assist da han erobrede pucken i egen zone, tog den med hele vejen op til San Joses blå linje og til slut fik presset San Jose-forsvaret så meget at det blev til et selvmål. Scoringen reducerede San Joses føring til 2-1, men nærmere kom Vancouver ikke. 4-1 blev slutresultatet.

Også Frans Nielsen kom på tavlen med en enkelt assist da Islanders besøgte Winnipeg. En mand i overtal spillede Frans pucken tilbage til Mark Streit, som med et bragende slagskud kunne bring Islanders forn 4-2 godt midtvejs i tredje periode. Sidste sæsons vane med at smide føringer væk mod slutningen af kampen viste sig dog ikke at være forsvundet, og det lykkedes for Winnipeg at udligne, og i overtiden oven i købet at tage de 2 point. En bitter pille at sluge for Islanders, som ellers har fået en, efter deres standard, god start på den nye sæson.

Lars Eller fik chancen på isen for Montreal i søndagens kamp mod New Jersey, men han gjorde ikke meget reklame for sig selv. Godt 14 minutter blev det til, og 3 skud. Nok næppe noget som overbeviser Montrealtræner Michel Therrien om at Lars er manden der skal satses på. Til gengæld var Lars den eneste dansker som smagte sejrens sødme denne aften, for New Jersey blev besejret 4-3.

Peter Regin og Ottawa måtte bøje sig for Pittsburgh. Efter 1-1 i den ordinære spilletid måtte kampen afgøres på straffeslag, og her var Pittsburgh altså stærkest. Peter Regin fik ikke point, men han fik tredjemindst istid af Ottawaspillerne, så det går langsomt fremad for ham :-)

Jannik Hansens assist:


Frans Nielsens assist:

No comments:

Post a Comment