Tuesday 30 October 2012

Danskere i Finland

Ja, så er der snart fuldt hus i Finland. Lars Eller (JYP Jyväskylä) og Jannik Hansen (Tampere) har netop sluttet sig til de tre danskere som allerede er i den finske liga, og det er således kun Peter Regin som ikke har taget turen nordpå. Alt andet lige så gør det det hele nemmer for mig at de danske spillere stort set er samlet i en liga, selvom mit finske er noget rustent :-)
Eftersom NHL-sæsonen nu er aflyst indtil slutningen af november, så er der god tid til at få frisket det op...

Lukko, med de tre musketerer på holdet, spillede to kampe i den forgangne uge. Torsdag blev det til en 2-1-sejr over KalPa - dog uden at nogen af danskerne kom på tavlen - mens det lørdag blev til et nederlag på 4-2 til Kärpät. Her fik både Mikkel Bødker og Frans Nielsen dog vist deres evner med en enkelt assist hver. Lukko ligger fortsat på tiendepladsen.

I Schweiz har Peter Regin og SC Langenthal også spillet 2 kampe i denne uge. Fredag tabte de 2-1 til EHC Olten, uden at Peter Regin fik point. Han fik dog taget revanche i søndagens kamp mod HC Thurgau, hvor det blev til et mål og 2 assists. Kampen endte da også med en sikker 5-3-sejr til Langenthal.

I Sverige fik Nicklas Jensen ikke scoret i AIK's to kampe, men de 11 point han er noteret for holder ham stadig i den pæne ende af pointtabellen.

Fredag løb Adirondack og Oliver Lauridsen ind i en ordentlig øretæve, med et 5-1-nederlag til Albany, og det betød at flere af Adirondacks spillere - deriblandt Oliver - blev sat af holdet til lørdagens kamp mod Rochester. Det hjalp dog ikke, for det blev til endnu et stort nederlag, denne gang på 6-2. Heller ikke i søndagens kamp var Oliver med, og her var der endelig lidt succes - en sejr på 4-3 over Syracuse.

Fredag started Frederik Andersen i målet for Norfolk mod St. John's, og selvom han gjorde det godt, med 3 mål på 43 forsøg, så kunne han ikke forhindre Norfolks første nederlag i sæsonen, da der kun blev scoret 2 gange i den anden ende. Søndag var det så Igor Bobkovs tur i Norfolk-målet og da han stoppede alle 38 skud der blev sendt imod ham kunne Norfolk tage revanche med en 2-0-sejr.

I WHL, spillede Portland en enkelt kamp i den forgangne weekend - en 6-0-sejr over Tri-City Americans. Oliver Björkstrand var med hos Portland, men blev ikke noteret for point.


No comments:

Post a Comment