Wednesday 24 October 2012

Vi venter stadig

Ingen NHL før tidligst den 2. november (og det ser vist noget tvivlsomt ud om der sker noget til den tid), så vi må se lidt på hvad de danske spillere tager sig til. Lad os starte østpå og så bevæge os langsomt mod vest:

I Finland Lukko, med de tre danske musketerer på holdet, tre kampe i den forløbne uge, og det var med danske hovedroller. Mikkel Bødker blev noteret for hele 5 point (2 mål og 3 assists) i de 3 kampe, mens Frans Nielsen blev noteret for 2 assists og Philip Larsen for et enkelt mål. Det endte med 2 sejre og et nederlag til Lukko, som nu er kravlet op på tiendepladsen. Bødker, Nielsen og Larsen er nu noteret for henholdsvis 10, 8 og 6 point.

Peter Regin har skrevet kontrakt med SC Langenthal i den næstbedste Schweiziske liga (ikke ligefrem vante omgivelser, men det er trods alt bedre end at sidde og trille tommelfingre i Ottawa), og viste klassen fra start. I fredagens kamp mod La Chaux-de-Fonds blev det dog ikke til point, men SC Langenthal vandt 5-2 og Regin viste gode takter. Søndag kom der til gengæld både et mål og en assist på kontoen i en 4-1 sejr mod Lausanne.

Nicklas Jensen fortsætter sin fremragende start i Elitserien, da han søndag blev matchvinder på straffeslag for AIK mod Färjestad. Tirsdag blev han noteret for et mål og en assist mod HV71, men det blev desværre alligevel til et 4-5-nederlag til AIK. Nicklas er nu noteret for 11 point, og er pointmæssigt bedste AIK-spiller, og også stadig bedste juniorspiller i Elitserien.
Thomas Spelling er stadig uden spilletid for Rögle.

Oliver Lauridsen og Adirondack tabte fredag 2-1 til St. John's, men lørdag blev der taget revanche da St. John's blev besejret 4-3. Oliver Lauridsen fik ingen point, men endte sammenlagt på +2 i de to kampe.

I Norfolk var Igor Bobkov valgt til at stå i målet i fredagens kamp mod Connecticut, og han lukkede 4 mål ind. Norfolk scorede dog 5 gange i den anden ende, så den gode sæsonstart er i behold. Lørdag var det så Frederik Andersens tur i målet, og det blev endnu en fornuftig præstation med 3 mål på 35 skud, og en 6-3-sejr til Norfolk, som har maximumpoint efter sæsonens første fire kampe.

Portland Winterhawks, med Oliver Bjorkstrand på holdet, spillede en enkelt kamp i den forløbne weekend - en 6-1-sejr over Seattle Thunderbirds. Oliver kom dog ikke på tavlen i denne kamp.

No comments:

Post a Comment