Tuesday 9 October 2012

Hvor er NHL?

Så er der blot 2 dage til at NHL-grundspillet ikke starter, og det er der vel ikke så meget at sige til andet end at d'herrer i NHL og NHLPA meget gerne snart må sætte sig ned og finde en løsning. Der blive spillet masser af god ishockey rundt omkring (selv den danske liga er efterhånden ved at komme ganske godt med), men efter et par år i Canada så ligger mit hjerte i NHL, og lige nu bløder mit hockey-hjerte. Nå men hvad, verden går jo videre, og mens vi venter kan vi da kigge lidt på hvad de danske NHL'ere og næsten-NHL'ere laver lige for tiden.

Jannik Hansen og Peter Regin træner fortsat i det nordamerikanske, men det er ganske muligt at de kommer tilbage til Danmark, henholdsvis for Rødovre og Herning. Det afhænger naturligvis af lockoutens varighed, og visse andre faktorer, men det ser absolut ud som om det er noget der kan ske.

Lars Eller er også blevet i det nordamerikanske, og (mig bekendt) er der ikke nogen umiddelbare planer om at han vender tilbage til Europa.

Frans Nielsen, Mikkel bødker og Philip Larsen er alle taget til Finland, og tørner ud for Lukko i den bedste række is SM-ligaen. De tre (musketerer) har spillet 3 kampe og er alle noteret for 3 point, med 3 mål til Bødker, 1 mål og 2 assists til Larsen, og 3 assists til Nielsen. Det blev dog stadig til 2 nederlag i de 3 kampe.

Nicklas Jensen tog den rigtige beslutning inden sæsonen og tager et år i Elitserien hos AIK - og det med stor succes indtil videre. I de første 10 kampe har Nicklas scoret 7 point og er dermed bedste AIK-spiller, og også den bedste juniorspiller i ligaen

Thomas Spelling har derimod fået den værst tænkelige start hos oprykkerklubben Rögle. Foreløbig har han kun været i truppen til 2 af holdets kampe, og er endnu ikke blevet noteret for istid.

Nå, men lad os tage tilbage til Amerika, hvor der trods alt bliver spillet hockey. Frederik Andersen fik ikke umiddelbart tilspillet sig en plads på Anaheims NHL-hold, men det kan måske vise sig at være meget fornuftigt, for pre-season i AHL er netop gået i gang og her har Frederik gjort det udmærket for Norfolk Admirals. I første kamp mod Charlotte Checkers holdt han sammen med holdkammerat Igor Bobkov målet rent, og blev valgt til en af kampens 3 stjerner. I returkampen måtte Norfolk og Andersen dog indkassere et nederlag på 4-3.

Oliver Lauridsen og Adirondack tabte deres 3 pre-season-kampe, men Lauridsen gjorde en god figur, og blev også noteret for en enkelt assist i den anden kamp.

En anden Oliver - med efternavnet Bjorkstrand - har også gjort en god figur i pre-season for sit nye hold Portland Winterhawks. Winterhawks vandt 4 af deres 5 kampe, og Oliver blev med 7 point topscorer for klubben (og i øvrigt også delt topscorer i hele WHL).

No comments:

Post a Comment