Tuesday 8 May 2012

Bødker i semifinalen

Mikkel Bødker og Phoenix fik en 2-1-sejr over Nashville, og sikrede dermed en samlet sejr på 4-1. Mikkel Bødker har været en af de absolutte åbenbaringer for Phoenix i dette års slutspil, godt hjulpet af et stærkt makkerskab med Phoenix-kaptajn Shane Doan, og selvom han ikke fik point i denne kamp, så var han en af Phoenix' allerbedste, og blev da også valgt som kampens tredje stjerne. Kampens største spiller var dog igen Phoenix-målmand Mike Smith, som stoppede 32 af de 33 skud han fik imod sig.

Første periode endte uden scoringer, men kort inde i anden periode kom Phoenix foran ved Derek Morris. Mikkel Bødker fik ikke point for målet, men var stærkt medvirkende med godt pasningsspil og en screening inde foran Nashvillemålmand Pekka Rinne. Se målet til sidst i indlægget.
Kort efter var Mikkel igen i centrum, da han agerede målmand og flot fik blokeret et skud efter at Mike Smith var blevet totalt udspillet af Nashville.
Phoenix kom også foran 2-0 efter et kvarters spil i perioden, og selvom Nashville fik reduceret til 2-1 seks minutter før tid, blev det aldrig til mere.

Phoenix og Los Angeles mødes altså, noget overraskende, i semifinalen, og selvom der nok ikke var mange som havde forudset denne konstellation, så er det absolut fortjent, for begge hold har været aldeles suveræne hidtil i slutspillet.

Phoenix første mål. Læg mærke til Mikkel Bødkers flotte frispilning i starten af klippet


No comments:

Post a Comment